Neville giver hjemløse tag over hovedet

Gary Neville og Ryan Giggs er ved at bygge hotel i centrum af Manchester, men har givet en gruppe hjemløse lov at overnatte der i løbet af vinteren.

Ryan Giggs og Gary Neville har gang i forretningen. Hotel Football går forrygende, ligesom de to herrer har gang i flere andre projekter. Et af disse er at ombygge den gamle børs i det centrale Manchester, til et luksushotel med spa, fitnesscenter, restaurant, bar, et eksklusivt ‘members only’ område på toppen med udsyn over Manchester og meget mere.

Men selv om det er tiltænkt folk med penge på lommen, har de to United-legender nu vist stor medmenneskelighed og giver husly til en gruppe hjemløse, som vinteren over må benytte lokalerne, når kulden i det engelske bliver for slem.

– Jeg græder. Jeg har lige snakket med hr Neville, som har givet os lov til at blive i bygningen vinteren over. Jeg ryster helt. Vi forventede, at så snart Giggs og Neville hørte at vi havde besat bygningen, ville de gå til myndighederne og få os smidt ud. Nu har vi et par måneder her til vinter, hvor vi kan hjælpe de hjemløse og ikke bekymre os om pludselig at blive smidt ud, siger Wesley Hall, der er en af lederne af den gruppe på 30-35 hjemløse, der har besat bygningen.

Neville udtalte, at han var helt uden bekymringer og at han gennem de seneste mange år har støttet de hjemløse, når han er stødt på dem i byen. Eneste krav var, at der skulle være fri adgang for bygningsarbejdere når de skulle rundt i bygningen. Det forventes dog først, at den egentlige ombygning af den gamle børs vil gå i gang til februar.

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Herrera: Spiller vi som i dag, kan vi slå alle

Næste artikel

- Basti havde brug for en ny udfordring

ANNONCE