Selvom alderen efterhånden trykker og evnerne ikke længere er, hvad de har været, har United valgt at forlænge med Jonny Evans. Hans kontrakt udløb ellers for et par uger siden, men nu har United vurderet, at der alligevel er plads til ham i truppen.
Ten Hag og United hentede den 36-årige spiller hjem sidste sommer, efter han forlod klubben i 2015 til fordel for ophold i West Bromwich Albion og Leicester City. I sidstnævnte klub var han en stor profil og medvirkende til, at Leicester kunne spille med i sub-toppen i Premier League.
Hans første år, siden han vendte hjem, har umidelbart været bedre end forventet. Han blev hentet ind som reserve, men fik som sæsonen skred frem en større rolle. Det skyldtes de mange skader til Maguire, Martinez, Varane, Shaw, og opremsningen af spillere kunne blive ved. Til trods for den høje alder og de lave forventninger til ham leverede han en hæderlig indsats i de håndfulde kampe, han spillede. 23 kampe blev det til i alt og hele 15 kampe fra start.
Også udenfor banen kan man forestille sig, at Jonny Evans er en vigtig figur – særligt for de yngre spillere, som kan tage ved lære af en som Evans med et hav af mesterskaber og Premier League-kampe i rygsækken.
Evans bliver hermed Uniteds første sommersigning til forsvaret, som i øjeblikket er rigig tyndt besat. Forsvarspilleren står i alt noteret for 228 kampe i United-trøjen.