(Photo by Poppy Townson – MUFC/Manchester United via Getty Images)
For 12 dage siden spillede United mod Arsenal på Emirates Stadium, og her formåede ingen af holdene at gøre arbejdet færdigt.
Derfor var onsdagens duel på Meadow Park i udkantslondon yderligere interessant. I kvindernes Carabao-Cup, om man vil, skal der nemlig findes en vinder på dagen.
Og Marc Skinner var klar i spyttet på pressemødet inden kampen. Mere aggressivitet på bolden. Dét var manglen på Emirates, og så skulle United fortsætte de gode defensive takter.
Trods skader, så stillede United med noget nær stærkeste startellever, endda med en debut til den nye svenske frontløber Ellen Wangerheim, der startede i højre side for United.
På bænken fandt vi ellers et af Uniteds stjerneskud i denne sæson, Melvine Malard. Marc Skinner forklarede, at det er godt, at have en spiller på bænken, der kan have indflydelse senere i kampen.
Lea Schüller var også bænket. Udelukkende rotation i truppen i et presset kampprogram, forklarede Skinner, da han ankom til stadion.
Arsenal bøvler også med skader, og de spillede med mange spillere, der ikke normalt er i startopstillingen.
Selvom det på måltavlen var de samme to klubber, så var det altså på Meadow Park, kampen blev spillet. En væsentligt mindre bane end Emirates’.
Noget som kommentatorerne også bed mærke i, og i samme ombæring syntes, at det ville være en fordel for United.
Tung bane og Skinners masterclass
Det var en tung, tung bane i det nordlige London. På transmissionen kunne man høre det famøse klask, når bolden prøvede at hoppe på græsset.
Det var ellers ikke, fordi at der var stille på lægterne. Der var godt fyldt og mange Arsenal-ultras havde fundet sted og skabte fin stemning. Uniteds fans mødte dog også talstærkt op – og så kunne de to fanbaser ellers råbe til hinanden fra hver deres ende af banen.
Det blev en kamp i defensiven, præcis som Marc Skinner forventede.
Allerede efter 30 sekunder skulle Phallon Tullis-Joyce i arbejdshandskerne. Et flot indlæg fra Arsenals højreside endte i hovedet på Alessia Russo, som dog ikke formåede at passere Uniteds amerikanske es i målet.
United var advaret, og fandt hurtigt ud af, at det bedste forsvar, er et angreb.
United hev bolden til sig og dominerede de fysiske dueller. Det var tydeligt, at Marc Skinner ville have United til at lukrere på eventuelle fejl på den regnvåde plæne.
I 45. spilleminut, bar det også frugt af sig.
Arsenal spillede bolden rundt i bagkæden og efter et ihærdigt pres fra United-frontløberne, var bolden pludselig på United-fødder.
Den debuterende Ellen Wangerheim fik tacklet sig til bolden og i samme moment tog Elisabeth Terland over. Nordmanden skulle ikke bruge meget betænkingstid, og så lå bolden i Arsenal-rosen.
Rødt kort og krigerisk attitude
Julia Zigiotti Olme var en torn i siden på Arsenal-spillerne i anden halvleg.
Hun var overalt og i samarbejde med Hinata Miyazawa opsnappede de mange farlige bolde.
Zigiottis krigeriske attitude blev dog for meget for Arsenals højrekant Olivia Smith. Zigiotti havde lige stoppet Smith i en farlig kontra, og det lignede, at Smith skulle have hævn.
Smith var Arsenals absolut bedste spiller, men hun rendte rundt med et gult kort fra første halvleg – selv for at stoppe en United-kontra.
Efter et hjørnespark fra Arsenal, fik Zigiotti hevet bolden til sig ved sidelinjen og Olivia Smith havde ingen intention om at stoppe, inden hun smadrede ind i Julia.
Dommeren så ingen anden udvej. Ud med Smith, der heldigvis ikke skulle gå så langt, da spillertunnellen var lige på den anden side af stregen.
Så kunne Arsenals fans også synge andet end ”Champions of Europe, You’ll never sing that”. Nu blev det til ”Cheats”.
Uniteds fans var dog kølige. De sang videre i støtte til Uniteds spillere på banen.
Som modsvar til det røde kort, skiftede Arsenal deres normale kaptajn ind samt Beth Mead.
Marc Skinner kastede Melvine Malard ind, og franskmanden gjorde præcis det, der skulle til. Hold i bolden. Arbejd hårdt.
Manchester United udlejer Harry Amass og Toby Collyer – to unge talenter får nye udfordringer
Uniteds forsvar var eminent. Tullis-Joyce skulle ikke specielt meget i aktion. Uniteds angreb derimod kunne godt have brugt lidt mere held eller klasse.
United havde chancer til at score til både 2, 3 og 4-0.
Efter 97 minutter, gad dommeren ikke længere i de lange stråler fra himlen.
United brød ud i jubel. Marc Skinner lagde en fuldstændig skudsikker plan for dagen, og nu er United klar til deres første ligacup-finale nogensinde.
Her møder de Chelsea, som sendte City ud i mørket i den anden semifinale.
Chelsea er 2’er i ligaen bag netop City. Chelsea og United delte pointene i efteråret, da Chelsea besøgte Leigh.
Finalen spilles på Ashton Gate i Bristol d. 15. marts.




