Officielt: Büttner skifter til Rusland

Alexander Büttner skifter til Dynamo Moskva fra Manchester United. Det bekræfter den russiske klub på sin hjemmeside.

Manchester United er i dag blevet en venstreback fattigere. 

Helt som ventet skifter Alexander Büttner til den russiske hovedstadsklub Dynamo Moskva for et ikke-offentliggjort beløb. Der mangler dog stadig et par tekniske teknaliteter, før Büttner kan kalde sig Dynamo-spiller, men det afholder ikke klubben fra at præsentere ham som ny mand i truppen. 

– Jeg ønsker at spille i Champions League og vinde trofæer. Dynamo er i gang med at opbygge et godt hold, og jeg er sikker på, at vi vil være stærke nok til at vinde titlen i denne sæson, siger Büttner til klubbens hjemmeside.

– Det er første gang, jeg er i Moskva, og jeg har brug for tid, så jeg kan falde til med min familie. De er fløjet med mig herud, så jeg får lettere ved at tilpasse mig. Der er også nogle fantastiske træningsfaciliteter. Jeg er glad for, at jeg skiftede til Dynamo, fortsætter den 25-årige hollænder.

Manchester United hentede Alexander Büttner i Vitesse Arnhem i 2012. Den tidligere Ajax Amsterdam-ungdomsspiller skrev dengang under på en fem-årig kontrakt med den nordengelske klub.

Büttner slog i sidste uge fast, at han ville væk fra United pga. Louis van Gaal, som han ikke føler har givet ham chancen på landsholdet. 

Forrige artikel

Kicker: United stadig varme på Kroos

Næste artikel

Medie: Herrera præsenteres fredag

ANNONCE