OldTrafford.dk’s julekalender 2024: 14. december

Redaktionen på OldTrafford.dk bringer i år en julekalender med alle 24 debutant-målscorere for Manchester United siden begyndelsen af Premier League. I hver låge af kalenderen følger en beskrivelse af debutmålet samt en opfølgning på, om det viste sig at være starten på noget stort eller blot en enlig svale.

Foto: Martin Rickett – PA Images/PA Images via Getty Images

Låge nummer 14: Federico Macheda

Debut: 5. april 2009 mod Aston Villa i Premier League. 17 år gammel.

Alder i dag: 33 år.

Klubber før United: Ingen.
Klubber efter United: Cardiff City, Nottingham Forest, Novara, Panathinaikos, Ankaragücü, APOEL og Asteras Aktor. Efter lejeophold hos Sampdoria, QPR, VfB Stuttgart, Doncaster Rovers og Birmingham City, mens han tilhørte United.

Målet

Manchester United og italienske spillere går sjældent hånd i hånd. Før Federico Machedas debut i 2009 var der kun fire italienere, der havde spillet for United. Heriblandt Massimo Taibi, der nok ikke huskes med glæde efter at have lukket 11 mål ind i sine 4 kampe for klubben. Heriblandt et 5-0 nederlag på Stamford Bridge.

Men måske skulle det være anderledes med Federico Macheda, der som 17-årig var med i truppen til en udekamp mod Aston Villa i Premier League. Fra bænken så han John Carew og Gabriel Agbonlahor sikre en 2-1 føring til hjemmeholdet, efter Cristiano Ronaldo ellers havde bragt United foran tidligt i kampen. I øvrigt på et indirekte frispark, efter James Milners tilbagelægning blev samlet op af Brad Friedel.

Bagud 2-1 blev angriberen skiftet ind i stedet for Nani efter ca. en times spil. Og tyve minutter efter kom udligningen, da Ronaldo scorede for anden gang i kampen, denne gang med et fladt skud fra lige uden for feltet.

Den stod stadig 2-2, da uret rundede 90 minutter. Men efter godt fire minutters overtid modtog Macheda bolden fra Ryan Giggs. Italieneren stod med ryggen til målet, men vendte smart bagom støttebenet og snød fuldstændig højre back Luke Young. Efter vendingen sparkede han første gang og satte den ind helt ovre ved den fjerne stolpe. Et mål og en debut, som sent glemmes af os, der bevidnede det dengang. Højdepunkter fra kampen kan ses herunder.

Debutantmålet var et startskud til,

at Macheda i temmelig lang tid kom til at være i periferien af førsteholdet. Han afgjorde faktisk også sin anden kamp med sejrsmålet til 2-1 over Sunderland efter 75 minutter.

Men efter to mål i hans første to kampe scorede han kun ét mål for United i hver af de følgende tre sæsoner, mens han også var udlejet til Sampdoria, QPR, Stuttgart, Doncaster og Birmingham.

Et af målene faldt i november 2010, også på Villa Park. Her var hjemmeholdet foran 2-0, blandt andet efter et mål på straffe af Ashley Young. Macheda erstattede nu gårsdagens låge i julekalenderen, Chicharito, efter 73 minutters spil. Kort efter reducerede han til 2-1 og har dermed scoret 2 mål i 2 kampe mod Villa. På Villa Park. Nemanja Vidic sikrede efterfølgende et uafgjort resultat.

I 2014 var det dog slut med sporadiske United-kampe for Macheda, som forlod klubben på en fri transfer til Cardiff City.

Her havde han lige haft en fin sæson i Birmingham med 10 mål i 18 kampe i Championship. Han kunne dog ikke leve op til præstationen i de følgende sæsoner, men fik karrieren på ret køl med sit skifte til Panathinaikos i 2018.

Her scorede han nu 22 gange i 49 ligakampe på tværs af sine to første sæsoner i klubben. Herefter faldt præstationerne dog i niveau, og det lykkedes ham heller ikke at leve op til det i hverken Ankaragücü eller APOEL.

I sommers skiftede han så tilbage til græsk fodbold og Asteras Aktor, som i øjeblikket er nummer 8 (ud af 14 hold) i landets bedste række. Her har Macheda nu spillet 8 ligakampe og scoret 4 mål.

Eftermæle og næsten identiske mål

Macheda fik ikke den karriere, han drømte om efter debuten på Villa Park. Alligevel nåede han at gøre sig bemærket, så han ikke er én af de talenter, der er blevet glemt.

Da Kobbie Mainoo den 7. april 2024 scorede mod Liverpool, dukkede Machedas navn i hvert fald op igen. Selvom der var gået præcis 15 år og 2 dage siden målet på Villa Park, var fans ikke sene til at sammenligne scoringerne fra de to tidligere akademispillere.

Du kan se sammenligningen nedenfor.

Læs med i morgen, hvor vi har med en ikke helt ung debutantmålscorer at gøre.

 

Previous Article

Optakt: United skal udnytte, at City er et såret dyr

Next Article

Sådan får Amorim spillerne til at løbe mere

ANNONCE