Optakt: Angreb på titlen i imødeset Manchester Derby?

Der er dømt storkamp på Old Trafford lørdag kl. 13:30, når Manchester United tager imod Manchester City. Dette bliver første store indikator på, hvor langt Erik ten Hag har flyttet holdet. Læs optakten til opgøret her.

Manchester United fik en fodboldlektion af de helt store, sidst de to hold mødtes. City udstillede United, og De Røde Djævle måtte forlade Etihad med en snitter på 6-3 tilbage i oktober. Havde det ikke været for to sene scoringer af Martial, havde det set endnu værre ud.

Siden den kamp er der blevet afviklet 10 runder i Premier League, og United har høstet 23 point ud af 30 mulige. Hvis man sammenligner med City, så har de “kun” hentet 22 point i de 10 kampe. Rent objektivt set er United i bedre form end bysbørnene. Det gælder faktisk også, hvis man medregner det omvendte opgør og kigger på de sidste 15 runder i Premier League.

Afstanden i tabellen vidner også om, at det er to jævnbyrdige hold, som tørner sammen i et yderst imødeset Manchester Derby. Fire point skiller City på andenpladsen fra United på fjerdepladsen. I nyere tid er det ikke set mange gange, at United kan ånde City i nakken så langt inde i sæsonen.

6-3-opgøret virker derfor også meget fjernt på nuværende tidspunkt. United rider på en bølge, og Erik ten Hag har for alvor fået vind i sejlene. Siden VM-slutrunden i Qatar har Erik ten Hags tropper gjort rent bord. Vi tæller seks sejre og en målscore på 15-1.

Holdet har dog ikke mødt nævneværdig modstand i disse opgør. Men det gør de lørdag middag. Der venter nemlig et kæmpe brag mod bysbørnene fra Manchester City. Dette bliver den første store test af det nye Erik ten Hag-projekt.

Vi har en vaskeægte sekspointskamp i vente, hvor United med en sejr kan spille sig helt ind i titelkampen.

Dato, tid og sted:

Kampens spilles lørdag d. 14. januar kl. 13:30 på Old Trafford.

Kampens dommer:

Det bliver 40-årige Stuart Attwell, som skal forsøge at kontrollere opgøret mellem de to rivaliserende Manchester-klubber.

Skader og karantæner:

Først og fremmest, Wout Weghorst er ikke på plads endnu, selvom Fabrizio Romano har kaldt HERE WE GO. Han er derfor ikke i spil til kampen i morgen. Diogo Dalot måtte udgå af kvartfinale-opgøret i Carabao Cup mod Charlton og bliver formentlig ikke klar til kampen. Anthony Martial er tvivlsom. Derudover bekræftede Erik ten Hag på dagens pressemøde, at Donny van de Beek er ude af resten af sæsonen med en knæskade. Jadon Sancho er tilsyneladende stadig ikke i kampform.

Manchester City må undvære Ruben Dias, som er ude med en lårskade. John Stones er tvivlsom.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:
David de
Wan-Bissaka – Varane – Martinez – Shaw
Casemiro – Eriksen
Antony – Fernandes – Garnacho
Rashford

Manchester City:
Ederson
Walker – Akanji – Laporte – Aké
Rodri
De Bruyne – Bernardo Silva
Mahrez – Haaland – Grealish

 

Hold øje med:

Personligt glæder jeg mig til at se, hvordan Varane og Martinez håndterer den norske målmaskine. United har fået en utrolig god defensiv struktur og lukker ikke særligt mange mål ind. Hvis der er nogle der kan tæmme Haaland, så er det makkerparret i Uniteds midterforsvar.

Så bliver det også interessant at se, om det bliver Rashford eller Haaland, der løber med overskrifterne. Begge angribere er glohede og laver mål efter behag for tiden.

Skribentens bud på kampens resultat:

Pep Guardiola udtale tidligere på ugen, at han har skøre idéer i spil til kampen i morgen. Jeg er derfor i tvivl om, hvad han kunne finde på at møde op med i morgen. Jeg tror dog allermest på, at det blot er spil for galleriet.

Jeg håber på en medrivende kamp, hvor United for første gang i mange år tør at spille sit eget spil mod City. Hvis de gør det, så kan det kun blive et interessant opgør.

Opgøret ender (desværre) med en pointdeling. Jeg tror på 2-2.

Hvor kan man se kampen?

Opgøret vises på Tv3+ og Viaplay.

Forrige artikel

Manchester Uniteds næste cup-kampe fastsat

Næste artikel

Så er det officielt: Manchester United låner Wout Weghorst

ANNONCE