Optakt: Bliver Nordlondon endestationen for Solskjær?

Det kan blive Ole Gunnars sidste kamp som Manchester United-træner, når Manchester United gæster Tottenham lørdag.

Krisestemningen omslutter atter Manchester United, efter De Røde Djævle søndag blev reduceret til forsvarsløse statister mod et nådesløst Liverpool-mandskab. 0-5 viste de smertende cifre

Siden er Ole Gunnar Solskjærs fremtid som Manchester United-manager blevet debatteret heftigt, hvor flere rygter har sendt Solskjær ned i dybet, ligesom flere United-fans har krævet nordmandens afgang efter søndagens ydmygelse.

Derfor må en sejr (eller uafgjort) nødvendigvis være en af Ole Gunnars sidste udveje, når Manchester United lørdag drager til Nordlondon, hvor Tottenham Hotspur venter i en kamp mellem to af Premier Leagues underpræsterende mandskaber. 

I trænersædet hos Tottenham sidder en ligeledes presset mand i form af Nuno Espirito Santo, der heller ikke har fået den start, han givetvis havde drømt om, da han i sommers skrev under med Tottenham. 

I Premier League blev det senest til et 1-0 nederlag mod bysbørnene fra West Ham, mens man onsdag slog Burnley med samme cifre i Carabao Cuppen. Alligevel har Tottenham formået at skrabe 15 point sammen i Premier League-tabellen, som i skrivende stund rækker til en 6. plads, mens United indtager 7. pladsen med 14. point.

Tottenham-træneren har blandt andet ikke formået at få gang i Harry Kane, som ikke lever op sit målsnit fra tidligere sæsoner. Et mål i otte Premier League-kampe er det blevet til for Tottenham-profilen.

Kanes målabstinenser kan dog hurtigt blive afhjulpet i mødet med Manchester Uniteds defensiv, hvor niveauet må hæves gevaldigt, hvis man vil afholde englænderen og hans makker i offensiven, Son Heung-Min, fra at blive farlige – og potentielt redde skindet på Solskjær.

34 mål indkasseret og blot et enkelt clean sheet er det blevet til i de seneste 20 Premier League-kampe for Manchester United, hvorfor det må være sandsynligt, at Ole Gunnar Solskjær vælger en mere forsigtig tilgang i lørdagens skæbnesvangre opgør.

Et opgør, der kan vise sig at blive endestationen for Ole Gunnar Solskjær, hvis ikke han både får samlet tropperne og skruet på de rigtige taktiske knapper.

Dato, tid og sted:
Kampens spilles lørdag den 30. oktober kl. 18.30 på Tottenham Hotspur Stadium.

Kampens dommer:
Stuart Atwell.

Skader og karantæner:
Ole Gunnar meldte alle mand klar ved sit pressemøde tidligere i dag. Raphaël Varane er dermed sandsynligvis fit til at spille at spille kampen. Paul Pogba er eneste mand ude, da han kommer til at afsone sin første af tre spilledages karantæne, efter han fik rødt mod Liverpool.

Hos Tottenham er Bryan Gil tvivlsom, efter han udgik med det, der lignede en baglårsskade i midtugekampen mod Burnley.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:
De Gea
Wan-Bissaka – Varane – Maguire – Shaw
McTominay – De Beek
Sancho – Bruno – Rashford
Ronaldo

Tottenham:
Lloris
Emerson – Romero – Dier – Reguilon
Højbjerg – Skipp
Lucas – Ndombele – Son
Kane

Hold øje med:
Harry Kane bliver selvsagt en trussel mod Uniteds skrøbelige defensiv, selvom scoringssnittet i denne sæson fortæller en anden historie. Senest Harry Kane gjorde det onde ved Manchester United var i sidste sæsons 6-1-afklapsning på Old Trafford, hvor han scorede to og lavede en assist. 

Skribentens bud på kampens resultat:
Jeg tillader mig at være både skeptisk forud for kampen lørdag. Præstationen mod Liverpool må retfærdiggøre dette. Jeg gætter på, at United taber kampen med 1-0.

TV: 
TV3+ og Viaplay.

BOG: Peter Schmeichel har udgivet ny selvbiografi. Køb den via Saxo.com og støt samtidig OldTrafford.dk 

TRØJE: Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

OPLEVELSE: Skal du opleve Ronaldo, Sancho og resten af stjernerne på Old Trafford i den nye sæson? Læs vores guide til kampbilletter her

Forrige artikel

Podcast: What the f**k do we do?

Næste artikel

Optakt: Bliver Nordlondon endestationen for Solskjær?

ANNONCE