Carabao Cup – turneringen, vi alle elsker at vinde, men som hurtigt mister sin glans, hvis først Manchester United ryger ud. I dag tager Erik ten Hag og resten af holdet fat på endnu en omgang af den traditionsrige cup med det knap så mundrette sponsornavn.
Modstanderen er Barnsley FC, der til daglig står over for modstandere som Mansfield Town, Exeter City og Wrexham i den engelske League One. Det er med andre ord en kamp, Manchester United skal vinde. Gerne med 7-0 som man gjorde det i 1997, men mindre kan også gøre det.
På grund af turneringens lave rangering er der god grund til at tro, at Erik ten Hag ryster posen og giver minutter i benene til nogle af de unge kræfter i spillertruppen. Derfor bør vi sidde spændt klar, når holdopstillingen bliver offentliggjort. For måske finder denne sæsons helt store overraskelse vej til startopstillingen.
For selvom den hollandske Manchester United-træner ikke er kendt for at spare mange spillere i cupturneringerne, plejer han faktisk at ændre meget op til den første kamp.
I sidste sæson, da United mødte Crystal Palace i 3. runde, lavede United-manageren otte udskiftninger i forhold til de 11 spillere, der havde spillet Premier League weekenden før. Og i hans første sæson, da vi stod over for Aston Villa, blev der foretaget syv ændringer fra den seneste Premier League-kamp. Derfor kan vi måske godt tro på, at nogle af de unge United-drenge får chancen.
Hvem kan vi håbe på at få et glimt af?
Harry Amass fik fem kampe i Manchester Uniteds pre-season, hvor den blot 17-årige englænder imponerede på venstrebacken – en position, hvor United er hårdt ramt af skader. Amass har trænet med førsteholdet hele sæsonen, og det er derfor ikke usandsynligt, at vi snart får ham at se. Den talentfulde back har allerede tiltrukket stor opmærksomhed med sine præstationer på Uniteds U18 hold.
Toby Collyer fik en udfordrende Premier League-debut mod Liverpool denne sæson, da han erstattede Casemiro i pausen. Selvom Manchester United var under pres, gjorde den 20-årige midtbanespiller en god figur. Han fik også spilletid i Community Shield-kampen, og han har ofte været på bænken i Premier League. Derfor er der gode chancer for, at vi ser ham på banen mod Barnsley.
Altay Bayindir er hverken ung eller fra eget akademi. Alligevel vil det være spændende at få lov til at se målmanden, som blev hentet til klubben sidste sommer. Han har kun fået lov til at vogte målet en enkelt gang for klubben, da Manchester United stod over for Newport County i FA Cuppen. Hvis vi skal have forhåbninger om at se ham i aktion denne sæson, så er kampen i aften vel et godt bud.
Ethan Whetley fik blot 13 Premier League-minutter fordelt på tre kampe i slutningen af sidste sæson. Den 18-årige angriber, der ligesom Harry Amass var en nøglespiller på U18-holdet, som vandt U 18 rækken, sidste sæson har også fået spilletid i sommerens pre-season. Derfor er der en god chance for, at han kan komme i spil i aften.
Habeeb Ogunneye er nok ikke den mest oplagte spiller at forvente på banen, men med de mange skader på backpositionerne kan han få chancen for at vise sit værd i aften. Den 18-årige fik minutter mod både Rosenborg og Rangers i sommer, men var ikke med på USA-turen. Han har dog trænet regelmæssigt med førsteholdet siden.
Dato, tid og sted
EFL Cup-kampen fløjtes i igang tirsdag aften kl 21:00 på Old Trafford.
Dommer
Manden med fløjten til aftenens opgør er Gavin Ward. Ward har aldrig dømt en Manchester United-kamp før, da han primært har sin gang i Championship og de lavere ligaer. Kampen vil desuden blive spillet uden VAR, da det først bliver anvendt fra semifinalerne i turneringen.
Skader og karantæner
Mulige startopstillinger
Manchester United:
Onana
Dalot – Maguire – Evans – Amass
Casemiro – Collyer
Antony – Eriksen – Amad
Zirkzee
______________________________________
Cosgrove
Keillor-Dunn – Connell – Philips – Cotter
Craig
Earl – Roberts – Pines – de Gevigney
Slonina
Barnsley FC:
Hold øje med
Skribentens bud på kampens resultat
Manchester United skal kunne vinde overbevisende mod Barnsley, der til daglig spiller i landets tredjebedste række. Længere er den ikke. Jeg spår en klar 3-0-sejr til Manchester United, som også har hjemmebanefordelen.
Hvor kan man se kampen?
Kampen vises på TV3 Max.