Optakt: Finalen skal i hus

Manchester United har allerede en fod i Carabao Cup-finalen efter 3-0-sejren over Nottingham Forest i første del af semifinalen, og i morgen gælder det om at komme helt over målstregen, når Steve Coopers mandskab besøger Old Trafford.

En solotur fra Marcus Rashford, et debutmål fra Wout Weghorst og en kanonkugle fra Bruno Fernandes var blandt de mange gode ting, som der var at tage med for Manchester United fra den første del af semifinalerunden i dette års Carabao Cup. Kampen blev taget alvorligt, United kom med tæt på stærkeste startopstilling og som et resultat deraf, blev Nottingham Forest udklasseret på eget græs.

Spørgsmålet er så, om vi kan forvente det samme i morgen. Den sidste måned har de røde djævle spillet ni kampe, hvori mange af stærkeste spillere har fået tæt på alle minutter. Endnu ni kampe venter den næste måned, og vi er på et tidspunkt på sæsonen, hvor skaderne begynder at melde sig flere steder fra. Tager man tremålsføringen med i ligningen, virker det som en oplagt mulighed for at spare nogle spillere og prøve nogle andre af.

I det omvendte opgør viste Erik Ten Hag endnu engang, at han har opbygget et hold, som kan nedbryde de laverestående hold – og dermed brudt det der grænsede til en forbandelse, som ellers har lagt over United i flere år, når de har mødt nogle af de mindre boldspillende hold. Ten Hag-maskinen kan score mål, og det gjorde den igen for en uge siden mod Forest – endda tilsyneladende uden at være i allerhøjeste gear.

Spørgsmålet er så om B-kæden – forudsat at det hovedsageligt er dem, som får lov at spille – kan gøre det samme. Erik Ten Hag har roteret, men det har ofte været på en enkelt position af gangen, og jeg tvivler på, at det bliver ved med at gå godt med tanke på det program, de går i møde. Onsdag aften vil han formegentlig stræbe efter at finde balancen mellem at spille dem, som har friske ben, men uden at risikere at katastrofen rammer, og avancement til finalen sættes under risiko.

Så hvordan bør startelleveren se ud, når vi i morgen tager imod Nottingham Forest? Det må du meget gerne komme med dit besyv med i kommentarfeltet under artiklen.

Dato, tid og sted

Kampen spilles onsdag aften klokken 21 på Old Trafford.

Kampens dommer

Peter Bankes

Skader og karantæner

Det har været på mange United-fans’ læber i dag – Christian Eriksen forventes ude i flere måneder med sin ankelskade. Udover danskeren må Diogo Dalot, Donny Van De Beek, Scott McTominay og Axel Tuanzebe med sikkerhed se med fra sidelinjen i morgen. Positivt er det dog, at Ten Hag har meldt Jadon Sancho og Anthony Martial klar til at være en del af truppen igen.

Hos Forest mangler bl.a. Dean Henderson, som er ude med en længerevarende muskelskade. Morgan Gibbs-White fik en skade i den første kamp og er derfor også tvivlsom.

Mulige startopstillinger

Manchester United

De Gea

Wan-Bissaka – Lindelöf – Maguire – Malacia

Casemiro – Fred

Antony – Pellistri – Garnacho

Weghorst

Nottingham Forest

Hennessey

Aurier – Worral – McKenna – Lodi

Freuler – Danilo – Scarpa

Johnson – Surrigde – Lingard

Skribentens bud på kampens resultat

Hvis man ser bort fra nederlaget til Arsenal, har Manchester United nærmest set ustoppelige ud siden VM-slutrunden, og jeg har svært ved at se, hvordan dette United-mandskab skal tabe en føring på 3-0, når forskellen i kvalitet er så stor, som den er mellem de to hold. Med det sagt bliver Steve Cooper nok læst på lektien siden sidst, hvorfor det næppe bliver nogen walkover. Jeg gætter på 2-1 til hjemmeholdet, og mon ikke Weghorst kommer på tavlen igen?

Hvor vises kampen?

Kampen vises på TV3+ og Viaplay

1 kommentar
  1. En fod i Finalen….???

    Hmm tænker nærmest at der kun mangler en knæskal før vi er i Finalen…😊👍

    Vi skal stille et stærkt mandskab så der ikke kommer slinger i valsen…

    Men håber de unge talenter der er tættest på startopstillingen kommer i spil enten fra start eller som omskiftere….

    Garnacho og Pellestri skal have spilletid, og så meget gerne Sancho, så vi kan få ham igang igen…måske Martial på toppen fra start.

    GGMU

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Ten Hag bekræfter: Sancho er tilbage i truppen mod Forest

Næste artikel

Medier: Sabitzer ankommer til lufthavnen - flyver til England

ANNONCE