Optakt: Kan vi få en tidlig julegave?

Manchester United skal forsøge at bygge videre på sidste uges derbysejr, når Bournemouth kommer på besøg på Old Trafford i morgen klokken 15. Her er optakten til søndagens jule-forret.

 (Photo by Alex Pantling/Getty Images)

Julen er over os, og det er det notorisk voldsomme juleprogram også.

Manchester United led i torsdags et nederlag til Tottenham i Carabao Cuppen, men i Premier League kommer vi med en derbysejr i bagagen.

Bournemouth tager turen fra sydkysten til det norvestlige England, når Old Trafford slår dørene op for den sidste kamp inden juleaften. Bournemouth kommer ind til kampen med et fint momentum med tre sejre i de sidste fire kampe. Derfor bliver det ikke en nem opgave for Amorim og Co.

United kommer naturligvis med derbysejren og sejren over Viktoria Plzen i Europa League. Ellers har United tabt i London i torsdags og de foregående to Premier League kampe inden sejren i sidste weekend. Det har generelt været 50/50 under Amorim.

Det som der ikke har været 50/50, er Amad Diallo. Han har virkelig gang i den for tiden, og kampen i morgen bliver endnu en mulighed for at folde sig ud for Amad.

Nedtakt: Tre ting vi lærte af torsdagens pokalexit

Dato, tid og sted.

Kampen spilles i morgen, søndag d. 22/12-2024 klokken 15:00 på Old Trafford.

Dommer

Dommeren er Craig Pawson.

Skader og karantæner

For United, er der ingen karantæner, men Mason Mount måtte lade sig udskifte i Manchester-derbyet og kom i går med en negativ melding. Han er ude i et stykke tid. Ligesom at Mount måtte forlade banen i søndags, måtte Lindelöf forlade banen i torsdags. Han er heller ikke klar til i morgen. Shaw, der ellers var kommet tilbage, men fik et tilbagefald i sin skade, kommer heller ikke til at være med. Ellers burde United kunne stille med resten af spillerne.

I Bournemouth-lejren ser det anderledes dårligt ud. De kæmper med flere skader til vigtige spillere. Både Marcus Tavernier og Marcos Senesi er ude med skader, der holder dem ude til det nye år.

Derudover er hurtigløberen Luis Sinisterra også ude med skade. Alex Scott og Julian Araujo må ligeså blive hjemme på sydkysten. Bournemouth har heller ikke nogen i karantæne.

Mount står foran længere skadespause

Mulige startopstillinger

Vi har efterhånden lært, at ingen er sikre under Amorim, når det kommer til startopstillinger. Derfor er det svært at gætte sig frem til, hvem der kommer til at være med fra start. Garnacho, der ligesom Rashford blev vraget til sidste Premier League-kamp var med i London, så han kommer sandsynligvis med igen. Rashford er der stadig tvivl om, selvom Amorim har sagt, at Rashford stadigvæk er i spil.

Lisandro Martínez var slemt impliceret i to Spurs’ scoringer i torsdags. Man kunne sagtens forestille sig, at Amorim giver ham en pause i det stramme juleprogram. Maguire har været stabil, så han vender tilbage, tror jeg.

Ugarte har fungeret godt på den defensive midtbane under Amorim, men om hans makker bliver Casemiro, Kobbie Mainoo eller Bruno Fernandes, kan man kun gisne om.

Bayindir gjorde ikke god reklame for sig selv i torsdags. Onana kommer naturligvis til at starte imellem stængerne. Medmindre, at han skulle blive skadet eller syg inden.

Mazraoui har fungeret på både wingbacken og i trebackkæden. Yoro har gjort en fin figur, når han har spillet. Han får lov at spille igen. Det skubber Mazraoui op på wingbacken.

Dalot har været svingende, så jeg tror Malacia igen får lov til at prøve sig af på venstre wingback.

Manchester United: 3-4-3

Onana

Yoro – de Ligt – Maguire

Mazraoui – Ugarte – Fernandes – Malacia

Amad – Højlund – Garnacho

Bournemouth: 4-2-3-1

Iraiola har ikke nær så mange muligheder, som Amorim. Det bliver nok meget tæt på samme opstilling, som Bournemouth har spillet med i den sidste lange periode.

Kepa Arrizabalaga

Smith – Zabarnyi – Huijsen – Kerkez

Adams – Cook

Semenyo – Christie – Kluivert

Evanilson

Karakterbogen: Personlige fejl gjorde forskellen under aftenskamp i London

Hold øje med

Hvordan Garnacho bærer sig an, hvis han starter. Der har været voldsomt meget debat omkring ham og Rashford i ugens løb, og Amorim var glad for, at Garnacho virkede sur på ham. Der skal være ild i øjnene, for Garnacho har en masse at bevise lige nu. Hold øje med udtrykket og attituden, hvis tingene ikker virker, og om han giver den 100% i begge retninger.

Derudover er det spændende at se, om United kan tage fat i kampen og kontrollere den. De sidste mange kampe, er United kommet bagud først og har kæmpet sig tilbage. Bournemouth er med respekt for dem et værre hold end mange af dem, United har mødt de sidste to-tre ugers tid.

Dødbolde. Kan vi lukke ned for dem, ellers skal fans rundt omkring i verden igen sidde på kanten af sofaen, når der er en defensiv standardsituation?

Skribentens bud på resultat

Det har været enten eller indtil videre med Amorim. Det har været en pige eller en dreng. Det er svært at forvente noget, for alt kan ske efterhånden.

Jeg vil dog forholde mig positivt, for jeg synes, der har været positive takter, trods resultaterne ikke altid har været der.

Jeg tror, at United giver os en tidlig julegave og holder et clean sheet. Bruno Fernandes vil gerne med på julemandens artig-liste, så han banker en kasse ind. Selvfølgelig, fristes man til at sige, scorer Amad også. Han scorer en enkelt og lægger op til et Maguire mål på et kort taget hjørnespark.

United vinder 3-0.

Hvor kan kampen ses?

Kampen sendes på See og Viaplay med optakt fra 14:30.

3 comments
  1. Er det bare mig eller er 23 mål i 62 kampe ikke et godt snit for en ung angriber…??

    Højlund bliver kritiseret for ikke at være god nok til United….men alligevel er snittet pænt.

    Tænk på hvor lidt service han har fået i de 18 måneder i klubben…han er 21 år og alle sagde at han lige skulle vænne sig til Premier League.

    Tror på at Højlund bliver en magt faktor i United.

    Vi vinder 4-1 Bruno, Amad og 2 kasser fra vores danske “powerhouse”

    GGMU

  2. Håber så sandelig TB og skribenten får ret i deres forudsigelser – det kunne være rigtig dejligt med en tidlig julegave. Desværre er United lidt for meget “hit and miss” disse dage, så jeg vil nøjes med at være tilfreds med en forbedring af sidste sæsons resultat… 😉.

    I forhold til Rasmus Højlund: enig – Højlund er ung og har ikke fået tilnærmelsesvis den service, man kan forvente, at en United angriber bør få. Og jeg håber, du har ret i, at han bliver en magtfaktor i United

    Men statistik i alle dens former kane være en taknemmelig (eller eventuelt utaknemmelig) størrelse…

    23 mål i 62 kampe er vel acceptabelt for en ung angriber i en “velvoksen” liga – det svarer til 1 mål pr.3 kampe. Problemet (hvis man kan kalde det det…) for mig er, at mange af målene er scoret i Europa mod miniputter som Bodø, Plzen og FCK. I Premier League hedder den 12 mål i 41 kampe. Det er efter min bedste overbevisning ikke prangende – specielt ikke når man er Uniteds “bedste” angriber. Var de 12 mål så bare scoret mod arsenal, city og liverpool, så havde jeg nok været lidt mere overbærende… 😉.

    1. Gode pointer vedr Højlunds statestik….bestemt og helt enig.

      Men måske skal United dårlige målform generelt også tages med i den betragtning….

      Vi må håbe det bliver bedre under Amorim trods alt….noget kunne tyde på det når hele holdet har fået taktikken og spillestilen helt ind under huden…

Comments are closed.

Previous Article

OldTrafford.dk’s julekalender 2024: 21. december

Next Article

Sådan forventer vi, at United stiller op mod Bournemouth

ANNONCE