Optakt: Manchester United – Manchester City

Manchester United kan få gang i en regulær stime, hvis holdet vinder sæsonens sidste Manchester-derby, mens City har brug for tre point for at holde teten i mesterskabskampen.

Det er ikke den optakt til et derby, de fleste havde forudset før sæsonen. Det kommer næppe som noget chok for ret mange, at Manchester City i den grad er inde i mesterskabskampen, men Uniteds jammerlige sæson har placeret dem langt fra samme position som bysbørnene.

Det betyder, at begge mandskaber virkelig godt kunne bruge tre point, men af vidt forskellige årsager. City, fordi de skal bruge dem til at holde teten i mesterskabskampen. United, fordi de snart ikke kan tåle flere nederlag. Især ikke, hvis det bliver en fodboldlektion som mod Liverpool.

Vinder United, kommer holdet op på tre sejre i streg, og tre point kan give et solidt rygstød. Taber de lige så eftertrykkeligt som 4-1’eren mod City i september, ligner det det, der er sket så mange gange i denne sæson: Netop som der er lidt medvind, løber holdet ind i en orkan af en modvind.

Begge hold kommer med gode resultater i weekenden, men det er formentlig hurtigt glemt. Derbyer har det med at leve deres egne liv, og man kan håbe, at stemningen på Old Trafford kan løfte United til en bedre præstation end sidst, de mødte et top- og rivalhold. Det var Liverpool, og 3-0 duer simpelthen ikke igen.

Dato, tid og sted:
Kampen spilles tirsdag 25. marts kl. 20.45 dansk tid på Old Trafford.

Skader/karantæner:
Kaptajn Nemanja Vidic må se til fra sidelinjen, efter at han blev smidt ud mod Liverpool. Robin van Persie fik en semi-alvorlig skade mod Olympiakos og er ikke med.

Smalling og Evans kommer ikke i kampe, og Nani er tvivlsom, selvom han er begyndt at træne med igen de seneste uger.

Manchester City må undvære Matija Nastasic og Sergio Agüero.

Dommer
Michael Oliver skal dømme kampen.

Mulige startopstillinger:

Manchester United
De Gea

Rafael – Jones – Ferdinand – Evra

Carrick – Fellaini

Valencia – Mata – Welbeck

Rooney

Manchester City
Hart

Zabaleta – Kompany – Demichelis – Clichy

Fernandinho – Touré

Navas – Silva – Nasri

Negredo

Hold øje med:
Manchester City er fyldt med potentielle profiler, men en af sæsonens store oplevelser har været Yaya Touré. Den store ivorianer var manden bag et hattrick så sent om i lørdags, og han har i alt scoret 16 Premier League-mål i sæsonen. Som central midtbanespiller. Det er der ingen Manchester United-spillere, der kan matche.

Sagt om kampen:
“Sådan noget som at tabe på den måde hjemme til Liverpool gør ondt, og vi ved godt, hvad det betyder for fansene. Men vi tænker ikke over, hvad der er sket tidligere, vi går ind til tirsdagens kamp uden at se tilbage.” Michael Carrick

Skribentens bud på kampens udfald:
I september gjorde City det klart over for gud og hver mand, at de var milevidt bedre end United, og det tror jeg stadig, de er. Udeholdet vinder 3-1.

Vidste du at…

  • Manchester United er Premier Leagues bedste udehold, men til gengæld kun ligaens 12. bedste hjemmehold.
  • I Uniteds seneste seks kampe er der kun et af holdene, der har scoret.
  • City har vundet fem af de seneste ti Manchester-derbyer, United har vundet fire, og et opgør er endt uafgjort.
  • United har ikke vundet mod City på Old Trafford siden februar 2011. Her sikrede Nani og Rooney en 2-1-sejr.

Husker du?
Da Michael Owen afgjorde et af de mest dramatiske derbyer i nyere tid med et mål mere end fem minutter inde i overtiden:

TV
Kampen vises på TV3 Plus.

Hvem spiller rivalerne mod?
Everton spiller mod Newcastle.

Forrige artikel

Pellegrini forventer sejr

Næste artikel

Rygte: To Mendes-klienter spøger igen

ANNONCE