Optakt: Manchester United – Newcastle United

Memphis Depay og co. skal forsøge at gøre det til fire sejre ud af fire mulige, når Newcastle United lørdag eftermiddag gæster Old Trafford.

Tre sejre ud af tre mulige. Det er det opløftende facit for Louis van Gaals tropper i årets sæsonstart. To snævre 1-0-sejre blev fulgt op af en opløftende præstation mod Club Brugge, hvor det nye stjerneskud med trøje nummer 7, Memphis Depay, var den helt store oplevelse med to mål og en assist i det 94. minut.

Nu gælder det så om at fortsætte de positive takter, når Newcastle United lørdag gæster Old Trafford. Defensivt har holdet set stærkt ud. Chris Smalling ligner en mand i sit livs bedste form, og hans partner i de første kampe, Daley Blind, har gjort tvivlen til skamme. Samtidig ser Luke Shaw genfødt ud på venstrebacken, mens nyindkøbet Matteo Darmian er gledet problemfrit ind på holdet.

Det har til gengæld ikke altid været lige smukt offensivt. Wayne Rooney er i gang med en af de længste måltørker i sit liv, og skal kaptajnen vise, at han er manden, der kan skyde mesterskabet til Manchester United, skal han til at have brudt bylden. Der er ingen tvivl om, at anføreren vil gøre alt, hvad han kan, for at det sker i morgen mod et Newcastle-hold, der traditionelt har det svært på drømmenes teater.

Dato og tid:

Kampen spilles lørdag d. 22. august 2015 kl. 13.45 dansk tid.

Skader og karantæne:

Manchester United må kun undvære to spillere til morgendagens opgør. Phil Jones må stadig se til fra sidelinjen, efter han pådrog sig en mild blodprop i opstarten. Brugge-dræberen Marouane Fellaini afsoner sin sidste karantænedag efter sit røde kort mod Hull i sæsonafslutteren.

Anderledes ser det ud for lørdagens modstander. Hvor United ligger nederst i skadestabellen, er Newcastle således øverst på listen med seks skader. Emmanuel Rivière, Sylvain Marveaux og Paul Dummet er alle meldt ude. Moussa Sissoko og Siem De Jong er tvivlsomme.

Kampens dommer:

Craig Pawson dømmer morgendagens opgør.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

Romero

Darmian – Smalling – Blind – Shaw

Herrera – Schneiderlin

Mata – Januzaj – Memphis

Rooney

Newcastle United:

Krul

Anita – Mbemba – Coloccini – Haidara

Colback – Tioté

Sissoko – Wijnaldum – Obertan

Cissé

Hvem skal vi holde øje med:

I sommer hentede Newcastle den hollandske offensivspiller Georginio Wijnaldum til holdet. Den tidligere holdkammerat til Memphis Depay har startet sæsonen stærkt fra sin position lige bag angriberen. I sin PSV-karriere blev det til 56 mål i 152 kampe for den 24-årige spiller, og han viste allerede med sin scoring i første runde mod Southampton, at han ikke er skræmt over niveauet i Premier League.

Sagt om kampen:

”Vi har fået en god start, der skal fortsættes. Det er en hjemmekamp mod Newcastle, og vi kan sætte os selv i en endnu bedre position. Det er godt, at vi spiller den første kamp i runden, så vi forhåbentlig kan sætte pres på de andre” – Chris Smalling

Skribentens bud på resultatet:

Newcastle har været hårdt ramt på skadesfronten, og det kan ses på deres resultater, hvor det kun er blevet til et enkelt point i de første to kampe mod Southampton og Swansea. Jeg tror, at den stime fortsætter for de sort-hvide mod et veloplagt United-hold, der vil vise tilhængerne, at de kan fortsætte de offensive takter fra Brugge-kampen. 2-0 til United.

Vidste du, at:

  • ”De røde djævle” har vundet de seneste tre opgør mod ”the Magpies”, hvor man har scoret otte mål og kun indkasseret et enkelt.
  • Manchester United er det hold, som har indkasseret færrest mål i ligaen siden november 2014, mens de har vundet 15 ud af de seneste 19 kampe på Old Trafford.
  • Den eneste gang, at Newcastle har fået tre point med fra Old Trafford i Premier League, var i december 2013, hvor man vandt 1-0. Derudover er det blevet til syv uafgjorte og 13 tab.
  • Newcastle har i alt tabt 25 gange til Manchester United i Premier League. Det er mere end mod nogen anden modstander.
  • De seneste syv kampe væk fra eget græs er blevet tabt af ”the Magpies”. Sidste gang de tabte otte kampe i træk på udebane, var i 1977.

TV:

Kampen bliver vist på 6’eren og TV3+.

Hvem spiller rivalerne imod:

West Bromwich – Chelsea

Everton – Manchester City

Arsenal – Liverpool

 

Køb den nye Manchester United-trøje hos Unisport.dk eller hos Sportmaster.dk 

Forrige artikel

Ingen splittelse mellem van Gaal og Woodward

Næste artikel

Robben: Mephis kan blive en af verdens bedste

ANNONCE