Optakt: Tottenham – Manchester United

Begge holds skæbne i Premier League er mere eller mindre afgjort allerede. Vi kan derfor se frem til en storkamp mellem to hold, der ikke har det store at spille for placeringsmæssigt.

Med en sejr i morgen kan vi ligge to point efter Liverpool på 4. pladsen. Alligevel virker det usandsynligt, at vi skulle få kæmpet os ind i top fire i denne sæson. En erkendelse José Mourinho også lader til at være nået. Derfor var det ogeå ekstra vigtigt, at vi i torsdags fik kæmpet os i Europa League-finalen, der spilles den 24. maj i Stockholm.

José Mourinho har indrømmet, at han ikke tror på top fire, og vi derfor vil spare spillere i Premier League for at sætte alt ind på finalen mod Ajax.

Jeg har en lidt ambivalent følelse forud for opgøret mod Tottenham i morgen. Det burde jo være en stor kamp man så frem til, men jeg sidder mere med en følelse af, at det er en ligegyldig kamp mellem to hold, der ikke har noget at kæmpe for i ligaen. Jeg tænker dog, at motivationen vil være klart størst for hjemmeholdet, der i morgen spiller deres sidste kamp på White Hart Lane.

Dato, tid og sted:

Kampen spilles søndag d. 14. maj kl. 17.30 dansk tid.

Dommer:

Jonathan Moss dømmer søndagens opgør.

Skader og karantæner:

Skadessituationen er den samme hos United. Marcos Rojo, Timothy Fosu-Mensah, Luke Shaw, Ashley Young og Zlatan Ibrahimovic er alle ude resten af sæsonen. Marouane Fellaini har karantæne. Paul Pogba er heller ikke taget med holdet, da hans far døde fredag aften.

Danny Rose er tilbage i fuld træning, men er endnu ikke klar til kamp. Ellers har Tottenham alle mand klar.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

de Gea

Tuanzebe – Bailly – Smalling – Darmian

Carrick – Herrera

Mata – Rooney – Mkhitaryan

Martial

Tottenham:

Lloris

Trippier – Alderweireld – Vertonghen – Davies

Dier – Wanyama

Eriksen – Alli – Son

Kane

Hold øje med:

Tottenham har et ungt spændende hold. Harry Kane er for tredje sæson i træk blandt topscorerne i Premier League. De offensive spillere i Eriksen, Alli og Son har fået store roser. Deres backs har været imponerende. Og Toby Alderweireld betegner flere Tottenham-fans selv som deres vigtigste spiller overhovedet.

Men der er en spiller man bør holde øje med som ikke har fået nok omtale i denne sæson – Victor Wanyama. Han kom på de flestes læber, da han dominerede Barcelona i en Champions League kamp for Celtic. Dengang blev United rygtet sammen med ham, men han endte med et skifte til Southampton, hvor Pochettino på daværende tidspunkt var træner. I denne sæson blev Wanyama så genforenet med sin gamle træner i Tottenham, og har styret midtbanen med hård hånd.

Med tanke på, at vi har Mourinho som træner, der har en forkærlighed for typer som Wanyama, og vi mangler en afløser for aldrende Michael Carrick, så er den brede kenyaner også interessant at holde øje med, hvis man har United-brillerne på.

En anden ting, der er interessant at holde øje med er, hvordan Eric Diers rolle skifter, sådan at Tottenham i løbet af kampene ændrer formation fra 4231 til 343.

 

Sagt om kampen:

“Jeg håber, at søndag vil blive den mest specielle dag i de sidste tre sæsoner. Det vil være specielt for vores fans, personale, spillere og folk, der elsker Tottenham” – Mauricio Pochettino

Skribentens bud på kampens udfald:

Chelsea vandt det engelske mesterskab i går. United skal også være mere end heldige, hvis de vil i top fire, så reelt er det en kamp mellem to hold, der ikke har det store at kæmpe for i ligaen. Tottenham spiller dog deres sidste kamp på det nuværende White Hart Lane inden de midlertidigt rykker til Wembley næste sæson.

Vi så, hvad det gjorde ved West Ham i sidste sæson, der ødelagde vores håb om at kvalificere os til Champions League. Mourinho vil formentlig spille med seks mand i bagkæden igen, men jeg tror Tottenham vil slutte godt af på White Hart Lane, og vinder 1-0.

Vidste du, at…

  • Tottenham endnu ikke har tabt på hjemmebane i denne sæson?
  • Tottenham har vundet deres seneste 13 hjemmebanekampe?
  • United er en af de to Premier League klubber som Harry Kane stadig ikke har scoret imod?
  • Tottenham kun har lukket 23 mål ind i denne sæson? Deres rekord er på 32.
  • José Mourinho ikke har vundet en ligakamp på White Hart Lane siden 2005?
  • Tre af Uniteds fire Premier League-nederlag i denne sæson er kommet lige efter en Europa League kamp?

TV:

Kampen vises på TV3 Sport 2 med optakt fra kl. 16.45.

Hvem spiller rivalerne imod:

West Brom – Chelsea (0-1)

Manchester City – Leicester (2-1)

Stoke – Arsenal (lør. 18.30)

West Ham – Liverpool (søn. 15.15)

Savner du fornuftig diskussion og snak om Manchester United?

Opret dig gratis på debat.oldtrafford.dk

Forrige artikel

United frigiver billetinfo til eventuel Europa League-finale

Næste artikel

- Joel Pereira får chancen

ANNONCE