Optakt: United gæster Southampton

Lørdag den 1. december skal United på besøg på St. Mary’s Stadium i Premier Leagues 14. spillerunde til et opgør mod kriseramte Southampton. Oldtrafford.dk varmer op til kampen på den Glade Gris med kæmpe Release-Party.

I morgen kl. 18.30 løber United-spillerne på banen på St. Mary’s Stadium i det sydlige England til et dødsensvigtigt opgør mod Southampton, som i øjeblikket befinder sig under nedrykningsstregen.

Begge hold har hårdt brug for point – Southampton er uden sejr i de seneste 9 Premier League kampe og Manchester United kan ikke tåle at sætte flere point til, hvis drømmen om top-4 fortsat skal være realistisk. 

Husk at Oldtrafford.dk varmer op til kampen på Den Glade Gris med Release-party for vores jubilæumsmagasin. 

Du kan læse mere om arrangementet her. 

United går ind til opgøret med en frisk sejr i baggagen fra midtugens Champions League-opgør, hvor Fellaini i overtiden sikrede United det forløsende serjsmål, som betød, at man samtidig også sikrede sig billet til forårets knock-out kampe allerede inden den sidste gruppekamp. 

I Premier League står det dog knap så godt til. I sidste weekend smed man atter point, da Old Trafford dannede rammen om en gabende kedelig 0-0 affære mod Crystal Palace. Det var i øvrigt fjerde gang i sæsonen, at man forlod Old Trafford uden at have været i stand til at score. 

Så kan man måske til genglæd glæde sig over, at lørdagens kamp mod Southampton spilles langt væk fra Old Trafford. Der er nemlig over 350 km fra Manchester til Southampton, hvor kampen spilles.

Og kigger man på Southamptons hjemmebanestatistik, så lover det endnu bedre for United. Southampton har således slet ikke vundet hjemme på St. Mary’s i denne sæson.

Faktisk har Southampton i det hele taget haft svært ved at vinde fodboldkampe i denne sæson under klubbens manager, Mark Hughes’ ledelse. Sidste sejr for Sydenglænderne ligger hele 3 måneder tilbage, da man 1. september slog Cystal Palace på udebane med 0-2. 

Så på lørdag er der ingen undskyldninger. United skal vinde. 

Dato, tid og sted:
Kampen spilles den 1. december 2018 klokken 18:30 på St. Mary’s.

Kampens dommer:
Kampens dommer er Kevin Friend, som tidligere har dømt United to gange i denne sæson uden de allerbedste resultater til følge for United. Den 47-årige englænder fra Leicestershire har således også haft fløjteansvaret i Uniteds 3-2 nederlag til Brighton i august måned og i 1-1 kampen mod Wolves i september måned. Det er Friends 10. kamp i Premier League i denne sæson og han bliver assisteret af linjevogterne Mathew Wilkes og Simon Beck, mens Roger East skal agere 4. dommer. 

Skader og karantæner:
José Mourinho havde triste nyheder på sit pressemøde forud for kampen, hvor han kunne meddele, at Alexis Sanchez er ude i 6 uger med en skade. Victor Lindelöf er desuden fortsat ude med den skade, som han pådrog sig mod Crystal Palace, mens Marcos Rojo og Matteo Darmian begge er tvivlsomme. Til gengæld kunne Mourinho fortælle, at klubbens unge højreback Diogo Dalot er klar til at få sin Premier League debut mod Southampton. 

Hos hjemmeholdet, Southampton, er angriber Danny Ings fortsat ude med en skade ligesom venstreback Ryan Bertand formentlig også må sidde over med rygproblemer.  

Mulige startopstillinger:

Manchester United

De Gea

Dalot – Smalling – Jones – Shaw

Fellaini – Matic

Rashford  –  Pogba  –  Martial

Lukaku

 

Southampton 

Gunn

  Soares – Hoedt – Yoshida – Targett

Redmond – Højbjerg – Lemina – Armstrong 

Gabbiadini – Obafemi

Hold øje med:

Stuart Armstrong scorede to mål for Southampton, sidst de var i aktion i Premier League. Den 26-årige skotte er blot startet inde i 3 kampe for klubben i Premier League i denne sæson, men har spillet fra start i klubbens seneste 3 kampe (cup-kampen mod Leicester medregnet), så han ser ud til at have spillet sig ind i varmen hos Mark Hughes.

Værd at holde øje med, set med danske briller, er det om Pierre Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard kommer i aktion.

Højbjerg har været fast gennem det meste af sæsonen og har med sine to sæsonmål faktisk været en af klubbens vigtigste spillere.

Jannik Vestergaard har derimod haft sværere ved at bide sig fast i startopstillingen. Det er blot blevet til 6 startere i Premier League for den store dansker, men senest mod Leicester i Carabao Cup var han dog med i en ny tremands-konstellation i midterforsvaret, som holdt nullet i ordniærspllitid. Mark Hughes åbnede da også op til kampen op for muligheden for, at man måske ville gentage noget tilsvarende mod United.

Southampton har lukket 24 mål ind i sæsonen og derfor er det måske heller ikke dumt for Southampton at prøve noget nyt til kampen på lørdag. 

Sagt om kampen:

” I december kan vi nøjes med at fokusere på Premier League. Vi har brug for point.” 

“Vi vil gerne forbedre vores position i ligaen. Vi vil lukke hullet op til top 4.”

– José Mourinho 

” Vi har ikke tænkt os at blive skræmt af opgaven og vi vil bestemt gå efter det. Manchester United hjemme vil altid opildne vores fans til at gå til den.” 

– Mark Hughes  

Skribentens bud på kampens resultat:
United kommer bagud men kæmper sig tilbage i opgøret og vinder kampen med 2-1. Luaku og Fellaini scorer for United. 

Vidste du, at…

  • United har ikke tabt på St. Mary’s siden 2003 
  • Southampton har ikke vundet på hjemmebane i deres seneste 10 kampe (8 af dem har været nederlag)
  • 8 gange har United kæmpet sig tilbage og har vundet mod Southampton efter at være kommet bagud først.  
  • Romelu Lukaku scorede sejrsmålet for United sidst de to hold mødtes i ligaen. Det er i øvrigt det eneste mål, der er blevet scoret i de seneste tre ligaopgør mellem de to hold. 
  • Southampton er sammen med Crystal Palace de eneste hold i Premier League, som endnu ikke har vundet på hjemmebane i sæsonen. 
  • 4 ud af de 6 hold, som ligger foran United i tabellen møder hinanden indbyrdes i den kommende spillerunde (Arsenal-Tottenham og Liverpool-Everton). 
  • United kan med et nederlag potentielt ryge ned som nr. 9 i tabellen. 

TV: 

Kampen vises på TV3 MAX 

 

ÅRETS STORE FEST FOR UNITED-FANS: PETE BOYLE PÅ DEN GLADE GRIS 1. DECEMBER

Køb billet her – Kun 100 kr – Inklusiv fri fadøl og jubilæumsmagasin

Forrige artikel

Citater fra Mourinhos pressemøde: Alexis ude i seks uger

Næste artikel

Anmeldelse: Michael Carrick - Between The Lines

ANNONCE