Middlesbrough

Optakt: United kickstarter programmet mod Middlesbrough i FA Cuppen

Efter knap to ugers kamppause er Manchester United tilbage i aktion, når “De Røde Djævle” i morgen tager imod Middlesbrough i FA Cuppens sekstendedelsfinaler.

Selvom United ikke har været i aktion siden den 22. januar, har de rødblusede fra Manchester nok engang været det helt store samtaleemne den forgangne uge.

Denne gang har spaltepladsen omhandlet en foruroligende historie om Mason Greenwood, som er blevet anklaget for voldelige overgreb mod sin ekskæreste.

Ralf Rangnicks tropper skal oven på den nyhed endnu engang i ilden, når det velsmurte Championship-mandskab, Middlesbrough, gæster Old Trafford i FA Cuppens sekstendedelsfinaler.

Klubben fra det nordøstlige England, som er ledet af den tidligere Sheffield United-succestræner, Chris Wilder, er inde i en resultatmæssig god periode med otte sejre og blot ét nederlag i de seneste ti kampe. Det rækker til en syvendeplads i Englands næstbedste række.

I det andet ringhjørne har United ikke tabt de seneste fire opgør og ligger – trods en kritisabel sæson – på en aktuel fjerdeplads i Premier League. Senest blev det til en 1-0-sejr over West Ham på en mirakuløs tillægstidsscoring af Marcus Rashford.

Modsat United har Middlesbrough ingen kamppause haft, og spørgsmålet er, om det er en fordel eller ulempe, at hjemmeholdet træder ind til kampen med det seneste opgør et stykke ude i horisonten.

Dato, tid og sted:
Fredag den 4. februar klokken 21 på Old Trafford.

Skader/karantæner:
Eric Bailly er netop tilbagevendt fra de afrikanske mesterskaber, og Ralf Rangnick kunne meget vel overveje at sparre den ivorianske forsvarsspiller.

Derudover har både Alex Telles og Fred haft landsholdspligter for Brasilien, som mødte Paraguay natten til onsdag. Det er derfor usikkert, hvorvidt de to sydamerikanere kan nå tilbage til det engelske i tide. Det samme er tilfældet med Edinson Cavani, som har haft trukket Uruguays landsholdstrøje over hovedet.

Derudover er Mason Greenwood naturligvis ikke en del af truppen.

Paul Pogba ventes at være til rådighed for første gang i Ralf Rangnicks regeringstid, og det synes oplagt at bringe franskmanden i aktion i løbet af fredagens opgør.

Gæsterne fra Middlesbrough må se bort fra Marcus Browne og Marc Bola, mens James Léa Silki fortsat er til de afrikanske mesterskaber med Cameroun.

Dommer:
Anthony Taylor bliver manden med fløjten.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Dalot – Lindelöf – Maguire – Shaw

McTominay – Matic

Rashford – Fernandes – Elanga

Ronaldo

Middlesbrough:

Lumley

McNair – Bamba – Fry

Jones – McGree – Crooks – Tavernier – Taylor

Sporar – Balogun

Hold øje med:
Paddy McNair fik et mindre United-gennembrud, da han tilbage i 2015/2016-sæsonen spillede 16 Premier League-kampe for “De Røde Djævle” under Louis van Gaal. Sidenhen har virkeligheden dog overhalet den nu 26-årige nordirer, som har huseret i Championship-fodbold de seneste fem sæsoner.

Fredag byder dog på et glædeligt gensyn med McNair, som også spillede ungdomsfodbold i United. Den defensive ankermand er fast inventar på Middlesbrough-holdet med 25 ligakampe, tre mål og to assists i den igangværende sæson.

Skribentens bud på resultatet:
Jeg tror faktisk ikke, det bliver nogen walkover for United. Middlesbrough er et af de mest formstærke hold i Championship, og med Chris Wilder ved roret er klubben, som seneste var i Premier League i 2016/2017-sæsonen, igen begyndt at drømme stort.

United må og skal dog videre i FA Cuppen i det, der må siges, at være den største chance for et trofæ denne sæson. Middlesbrough lukker få mål ind, men har heller ikke for vane at få netmaskerne til at blafre særligt ofte i den anden ende.

Derfor tipper jeg på 1-0 til United på mål af Bruno Fernandes.

Vidste du, at…

  • Sidst de to hold mødte hinanden var den 19. marts 2017? Her vandt United med 3-1 på udebane, og målene blev scoret af Marouane Fellaini, Jesse Lingard og Antonio Valencia.
  • Sidst United og Middlesbrough mødte hinanden i en cup-kamp, vandt sidstnævnte? Det var tilbage i 2015, hvor Middlesbrough vandt efter straffesparkskonkurrence i EFL Cuppens ottendedelsfinaler. Både Wayne Rooney, Michael Carrick og Ashley Young brændte deres spark for United.

TV:
Kampen bliver vist på TV3+.

Hvem spiller rivalerne imod:
Chelsea – Plymouth
Manchester City – Fulham
Tottenham – Brighton
Liverpool – Cardiff

Forrige artikel

OldTrafford.dk Podcast: Mason Greenwood-sag, transfervinduet og optakt til Middlesbrough og Burnley

Næste artikel
Mauricio Pochettino og Erik Ten Hag

Times: Ten Hag og Pochettino er de varmeste træneremner

ANNONCE