Optakt: Uniteds unge stjerner matches mod seniorspillere

EFL Trophy er en turnering, hvor 16 af de bedste U21-hold deltager sammen med 48 klubber fra League One og League Two. Det er altså en gylden mulighed for de unge stjernefrø at spille kampe mod mere erfarne spillere.

Foto: James Gill – Danehouse / Getty Images

Doncaster Rovers, Huddersfield Town og Barnsley. Tre klubber, som nok ville betegnes som en ‘walk-over’ for Uniteds førstehold. Sidstnævnte viste sig da også at være det i 7-0 sejren i tirsdags i Carabao Cup.

Men for klubbens talentfulde U21-hold er rollerne nu byttet om. For nok har de unge spillere masser af talent. Det er bare ikke altid nok, når man skal op imod erfaring og i det fleste tilfælde også lidt mere fysik.

I turneringen EFL Trophy spiller U21-holdet mod modstandere fra League One og League Two. Englands tredje og fjerdebedste rækker. Og det ender altid med, at det er et seniorhold, der står med pokalen til sidst.

Swansea City, Manchester City, Leicester City, Arsenal og Brighton har alle haft et ungdomshold i kvartfinalen, siden 16 akademihold blev inviteret med for første gang i 2016/17-sæsonen.

Chelsea gik skridtet videre i 2017/18 med en plads i semifinalen, hvor de dog røg ud efter straffespark mod Lincoln City.

Men finalen har altid været et seniorhold mod et andet seniorhold. I sidste sæson var det Peterborough United (foto), der vandt finalen mod Wycombe Wanderers med 2-1 på Wembley Stadium.

Uniteds gruppespil

Den 20. august spillede United sin første kamp i turneringen. Her lavede både Jacob Devaney og Ethan Wheatley en fejlaflevering i eller omkring eget målfelt, og så stod der 2-0 til Barnsley ved pausen med Vimal Yoganathan som dobbelt målscorer.

Med ti minutter igen fik den indskiftede højreback James Nolan (foto) lagt bolden fladt ind til angriber Ethan Ennis. Han sparkede den første gang i en bue over i det lange hjørne. Et flot mål, som bragte United tilbage i kampen.

Et endnu flottere mål fulgte tre minutter senere, da Harry Amass lidt tilfældigt vandt en duel på midten af banen. Bolden landede hos indskiftede Jack Fletcher, som sparkede første gang med sit gode venstreben og satte den helt op i krydset langt udefra. Et regulært drømmemål af den 17-årige midtbanespiller.

United fuldendte comebacket, og igen gik der tre minutter mellem målene. James Nolan tog et indkast langt oppe i højresiden, og her fandt han Jack Fletcher, som havde søgt ind i feltet. Fletcher trak nu ind i banen og scorede sit andet mål, fladt ved nærmeste stolpe.

Et flot indhop af Fletcher, der nu er på en delt 2.plads på topscorerlisten i denne sæsons EFL Trophy. Samtidig var det også et flot indhop af James Nolan, der udmærkede sig med to assists.

De næste udfordringer

I morgen, tirsdag den 24. september, venter gruppens topopgør. United møder Doncaster Rovers, der slog Huddersfield Town med 2-1 i sin første gruppekamp.

Huddersfield Town er ellers det højest rangerede hold af de tre modstandere. De ligger i skrivende stund på 4. pladsen i League One, foran Barnsley på 7. pladsen. Imens er Doncaster at finde på 6. pladsen i League Two.

Sejren til Doncaster må derfor betegnes som en overraskelse, og vinderen af tirsdagens kamp vil med overvejende sandsynlighed kvalificere sig til næste runde. Taberen kan få det svært i sidste kamp mod en League One-modstander.

Der spilles kun én kamp mod hver i gruppespillet, og de to bedste hold går videre til knockout-runden.

Startopstillingen mod Barnsley den 20. august på Oakwell

22.Heaton

66.Ogunneye – 54.Jackson – 55.Fredricsson – 41.Amass

43.Collyer (C) – 81.Devaney

49.Ennis – 71.Curley – 53.Mather

36.Wheatley

Indskiftet: Aljofree for Jackson (46′), J.Fletcher for Curley (57′), Williams for Mather (73′), Nolan for Ogunneye (74′).

 

Forrige artikel

Nedtakt: Tre ting vi lærte af nulløsningen på Selhurst Park

Næste artikel

The Telegraph: Konsultation imellem United og fans starter i denne uge

ANNONCE