OT.dk talentspejder: Youri Tielemans

Den næste i rækken i OldTrafford.dks scouting-serie er Leicesters midtbanespiller Youri Tielemans. Læs vores talentspejderrapport herunder.

Når Ander Herrera officielt har forladt klubben og Paul Pogba ligner en, der langt hellere vil spille i Real Madrid eller Juventus, er det tydeligt for enhver United-fan at se, at klubben har brug for en eller flere midtbanespillere i dette transfervindue til at erstatte de to førnævnte midtbanemænd.

Heldigvis render der i Leicester en ekstremt kompetent ung midtbanemand rundt, som har haft en fantastisk halvsæson i Premier League – nemlig Youri Tielemans.

Tielemans har faktisk kun haft et halvt år i den bedste engelske fodboldrække, hvor han er kommet til i januar på lån fra AS Monaco, men i blot 13 Premier League-kampe har han – lidt under radaren – taget ligaen med storm.

På trods af, at Tielemans ikke spiller på en fremtrædende rolle på midtbanen har han i sine 13 kampe bidraget med tre mål og fem assist, hvilket er et flot, flot facit fra en spiller, der er bedst, når han optræder i 8’er-rollen.

Men Tielemans var ikke på sit bedste, da han spillede i AS Monaco. Det hænger nok sammen med, at da han kom til klubben i sommeren 2017, var klubben på vej ned i en voldsom krisetid, hvor klubben så sent som i år var faretruende tæt på en nedrykning.

Men potentialet var tydeligt. Og det har han faktisk altid vist. Han har været et relativt kendt navn blandt fodboldkyndige siden han var teenager, da han var Anderlechts (og måske endda den belgiske ligas) største håb.

Det første, der springer i øjnene, er Tielemans’ overblik og fantastiske afleverings- og sparketeknik. På trods af sin unge alder på blot 22 virker Premier Leagues tempo til næsten at gå for langsomt for ham, når han altid er to-tre træk foran sin modstander i tanke og handling.

Og, ja, man kan heller ikke nævne Tielemans uden hans fantastiske langskudsfod. Det kræver blot en YouTube-søgning (og at have set et par af hans Champions League-kampe med Anderlecht) for at se hvilket vanvittige afslutningstalent denne unge mand har. Han er, med begge ben, en af Premier Leagues største langskudstrusler.

Selvom han ikke er den store tackler er Tielemans ikke ueffen defensivt. Han er, som sagt, ikke typen, der går ned i vilde 50/50-tacklinger og risikerer dumme kort, men er mere typen, der bruger sin eminente spilforståelse til at lave bolderobringer og positionere sig fornuftigt.

Det eneste, man kunne nævne af svagheder, er, at han til tider forsøger den svære aflevering og afslutning for meget. Lidt oftere kunne man ønske sig, at han forsøger den nemme aflevering i stedet for, at alle afleveringer skal være fantastiske. Det er de også ofte. Men nogengange resulterer de store afleveringer i boldtab.

Det er måske også bare et resultat af, at han ikke er ældre end 22 år, men det er noget, som han bør forbedre for at løfte sig selv til et endnu højere niveau.

Der er ingen tvivl om, at han har potentialet til at nå dét høje niveau. Det er bare et spørgsmål om, hvorvidt han spiller i den rigtige klub og under den rigtige træner. Her må vi så bare håbe, at Manchester United er den rigtige klub, og Ole Gunnar Solskjær er den rigtige træner.

Fakta om Youri Tielemans

Position: Central midtbanespiller
Nationalitet: Belgien
Alder: 22 år
Kampe for nuværende klub: 13
Mål for nuværende klub: 3
Assist for nuværende klub: 5
Tidligere klubber: Anderlecht og AS Monaco
Styrker: Lange afleveringer, langskud, teknik, spilforståelse, defensiv positionering
Svagheder: Tacklinger, ivrige forceringer af lange afleveringer
Forventet indkøbspris: 40 millioner pund
Sagt om ham: Brendan Rodgers, nuværende manager i Leicester:
Han er en meget klog fodboldspiller med stor erfaring i forhold til hans alder. Han ermeget effektiv i sit spil, hvor han scorer og skaber mål.

Andre talentspejderrapporter:

Aaron Wan-Bissaka
João Félix
Matthijs de Ligt
Daniel James
Bruno Fernandes

Forrige artikel

Martinez: Lukaku er klar til skifte

Næste artikel

Kun officiel bekræftelse mangler: Mata forlænger med United

ANNONCE