Otamendi antyder sommerskifte

Nicolas Otamendi har med sine seneste udtalelser kastet ekstra stof til de spekulanter, der sender ham til Old Trafford denne sommer.

Både Manchester United og Real Madrid skulle have set sig varme på Valencias store stopper, der i den forgangne sæson dannede krumtap i spaniernes forsvar. Han scorede seks mål og var en vigtig brik i klubbens fjerdeplads og dermed Champions League-kvalifikation undervejs.

Stopperen er i øjeblikket med det argentinske landshold i Chile for at spille Copa America, og imens dét har hans fulde fokus, arbejder hans agent i kulissen.

– Jeg har snakket med klubbens præsident, og med min agent, og de ved begge, hvad jeg vil. Men jeg har også fortalt min agent, at mit hoved er her til Copa Ameria, og så er det op til ham at gøre det, han skal, siger Nicolas Otamendi til ESPN.

Rygterne har taget ekstra meget til i styrke, da han forleden postede et billede på Twitter, hvor han sidder med sin landsholdskammerat, og måske kommende klubkammerat, Angel Di Maria.

– Det er ikke noget at tale om. Jeg nyder at være her med mine landsmænd Di Maria, Rojo, Tevez, Messi og alle de andre store spillere fra dette land, lød det afvigende fra forsvarsspilleren.

Den 27-årige argentiner menes at kunne købes fri for omtrent 25 millioner pund.

Forrige artikel

- Tottenham sælger ikke Harry Kane

Næste artikel

Chicharito frustreret over sin Real Madrid-tid

ANNONCE