Overblik: Hvem er på landsholdstjeneste?

Flere United-spillere har allerede været i aktion, og endnu flere kommer det de kommende dage. Her er dit overblik over hvilke røde djævle, der er afsted med deres landshold, samt hvornår de er i aktion.

(Manuel Cortina/SOPA Images/LightRocket via Getty Images)

15 Manchester United-spillere er i disse dage på landsholdsopgaver. Der bliver spillet UEFA Nations League i Europa, I Sydamerika har de gang i kvalifikationen til VM 2026, mens de i Afrika dyster om at komme med til AFCON i 2025.

Argentina: Lisandro Martinez og Alejandro Garnacho

De forsvarende vindere af både Copa América og VM har udtaget Lisandro Martínez og Alejandro Garnacho til deres to kvalifikationskampe til VM 2026.

Natten til fredag vandt Argentina 3-0 hjemme over Chile. Martínez startede inde og spillede de første 79 minutter. Garnacho blev indskiftet i samme ombæring og assisterede Dybala, da han lukkede kampen i tillægstiden.

Næste opgave er tirsdag d. 10. september kl. 22:30 dansk tid. Her venter finalemodstanderen fra sommerens Copa América, Colombia.

Argentina fører den sydamerikanske kvalifikation med 18 point efter de første syv kampe.

Cameroun: Andre Onana

Belgiske Marc Brys er ny landstræner for Cameroun og André Onana. De skal sammen forsøge at kvalificere nationen til AFCON 2025. Kvalifikationen starter i denne landsholdstermin. Cameoun er i pulje med Namibia, Zimbabwe og Kenya og møder de to førstnævnte i denne omgang.

7. september kl. 18:00: Cameroun – Namibia
10. september kl. 18:00 Zimbabwe – Cameroun

Danmark: Christian Eriksen

Rasmus Højlund er stadig skadet, så Christian Eriksen er eneste United-spiller på det danske landshold i denne omgang. Danmark kom godt fra land i Nations League, da de onsdag aften besejrede Schweiz med 2-0 i Parken.

På søndag kl. 18:00 gæster Serbien Danmarks nationalstadion.

England: Harry Maguire og Kobbie Mainoo

Lee Carsley, der er midlertidig engelsk landstræner efter Gareth Southgate, har udtaget Harry Maguire og Kobbie Mainoo til opgørene mod Irland og Finland i gruppe 2 i lag B.

7. september kl. 18:00: Irland – England
10. september kl. 20:45: England – Finland

Gibraltar: James Scanlon

17-årige James Scanlon er endnu en gang med på Gibraltars landshold. Han har indtil videre repræsenteret miniput-nationen fem gange. De møder Andorra og Liechtenstein i lag D i Nations League.

Elfenbenskysten: Amad

Amad tager også hul på kvalifikationen til AFCON i Marokko i 2025 i disse dage. Allerede i dag, fredag, møder Elfenbenskysten på hjemmebane Zambia kl. 21:00. Tirsdag venter så en udebanekamp mod Chad i deres gruppe G.

Marokko: Noussair Mazraoui

Den nyindkøbte back er en del af Marokkos landshold. De deltager også i kvalifikationen til AFCON 2025 og møder i denne omgang Gabon og Lesotho.

6. september kl. 20:00: Marokko – Gabon
9. september kl. 20:00: Lesotho – Marokko

Holland: Matthijs de Ligt og Joshua Zirkzee

De to nye hollandske drenge i Uniteds trup spillede ikke en stor rolle under Ronald Koeman til sommerens EM-slutrunde. De er dog med, nu hvor Holland tager hul på Nations League. ‘Oranje’ er i pulje med Bosnien-Hercegovina, Tyskland og Ungarn i lag A.

Holland møder Bosnien-Hercegovina lørdag kl. 20:45, og på tirsdag kl 20:45 er Tyskland på menuen.

Portugal: Diogo Dalot og Bruno Fernandes

Både Diogo Dalot og Bruno Fernandes var involveret i mål, da Portugal slog Kroatien 2-1 torsdag aften i gruppe 1 i lag A i Nations League. Det var dog Ronaldo, der stjal overskrifterne, da han scorede sit mål nummer 900 i karrieren.

Tidligere i kampen havde Dalot bragt Portugal på 1-0 efter oplæg af holdkammeraten Fernandes. Dalot blev også dobbelt målscorer. Han blev nemlig noteret for Kroatiens reducering til 2-1, som også blev kampens resultat.

Søndag d. 8. september kl. 20:45 møder Dalot og Fernandes deres tidligere holdkammerat, når Scott McTominay og Skotland drager til Portugal.

Tykiet: Altay Bayindir

Manchester Uniteds 2. keeper er afsted med Tyrkiet. De møder Wales og Island i deres pulje i Nations League.

6. september kl. 20:45: Wales – Tyrkiet
9. september kl. 20:45: Tyrkiet – Island

Uruguay: Manuel Ugarte

Manchester Uniteds nye midtbanekriger var en vigtig spiller for Marcelo Bielsa under sommerens Copa América og er naturligvis også udtaget til de kommende kampe mod Paraguay og Venzuela i VM-kvalifikationen. Ugarte har dog ikke været i kamp siden, så det bliver interessant at se, om han er i kampform.

7. september kl. 01.30: Uruguay – Paraguay
10. septmeber kl. 00:00: Venezuela – Uruguay

Motoren fra Montevideo: Ugarte bliver midtpunktet i Uniteds maskinrum

Forrige artikel

Podcast: Ydmyget af Liverpool igen og en tur forbi det grønne bord

Næste artikel

Legenderne vendte hjem til Old Trafford

ANNONCE