Park vil gøre alt for en Champions League-triumf

En flot sæson skal sluttes af med manér og et Champions League-trofæ. Det håber Ji-Sung Park i hvert fald. Selvom Manchester United har været i to finaler…

En flot sæson skal sluttes af med manér og et Champions League-trofæ. Det håber Ji-Sung Park i hvert fald. Selvom Manchester United har været i to finaler i hans tid i klubben, så er det endnu ikke blevet til en sejr for Park, der blev fravalgt mod Chelsea i 2008 og senere tabte mod Barcelona i 2009.

Nu vil han gerne prøve at vinde. Og han vil gøre alt for det.

“At misse en finale og tabe en anden gør mig mere ivrig efter at spille og vinde den her kamp, ligemeget hvilket hold det er imod,” siger Park ifølge Goal.com.

“Hvis jeg spiller, og vi vinder kampen, så vil det være fantastisk for mig. Det er min drøm, men jeg er nødt til at spille på 100 procent, før mine drømme kan gå i opfyldelse.”

Park mener dog, at det godt kan blive noget af en opgave at vinde trofæet. Barcelona er ikke en helt nem modstander.

“Det er klart, at Barcelona er en af de bedste klubber i verden, så hvis vi slår dem kan vi skabe den perfekte finale – også for mig,” siger han.

“Det er mod et af de bedste hold i verden, og det er i England. De har skiftet et par spillere siden 2009, men deres stil har ikke ændret sig. Vi har også ændret os. Jeg ved ikke, hvordan vi vil spille, men vi er nødt til at vise en forskel fra 2009.”

Det vides endnu ikke, om Park får sin ønskeplads i startopstilling på lørdag. Til gengæld er øjeblikket, hvor han bliver udråbt til en plads i start-11″eren, som regel fantastisk.

“Det er fantastisk, når man hører ordene: “Du spiller”. Alle vil gerne spille for en stor klub i store kampe.”

“Da jeg var ung, troede jeg ikke på, det ville ske, men det er gået i opfyldelse, og nu må jeg bare gøre, hvad chefen beder mig om.”

Darren Fletcher er netop vendt tilbage fra en skade, og Anderson har fundet storformen på det seneste. Derfor får Sir Alex Ferguson da også en usædvanlig hovedpine, når han skal udvælge de 11, der skal starte på lørdag. De skal være i stand til at bryde Barcelonas flydende spil og sætte en stopper for målmaskinen Lionel Messi. Og det er Ji-Sung Park godt klar over.

“Vi har dygtige midtbanespillere: Michael Carrick, Ryan Giggs og Anderson – de har alle gode muligheder for at stoppe dem,” siger han.

“Hvis vi spiller som et hold, ligesom vi viste det mod Chelsea og andre store kampe, så kan vi matche dem.”

“Javier Hernández, Anderson og Nani har haft gode sæsoner, og det hele handler om, at vores trup er blevet stærkere end i starten af sæsonen, og det vil hjælpe os i finalen.”

Og omkring den helt store trussel, Lionel Messi:

“Alle vil give sig 100 procent for at stoppe ham,” forsikrer sydkoreaneren.

Forrige artikel

United skal betale skat - Barca slipper

Næste artikel

Morrison frifundet for overfald

ANNONCE