Efter sejren over Chelsea er der to steder, hvor Uniteds sæson kan nødlandes; den ene er tre point væk og hedder top fire i Premier League. United ligger pt. på syvendeplads i et uhyre tæt felt af otte hold – Chelsea, Tottenham, Sheffield United, Wolves, Everton, Arsenal, Burnley og os selv – der kæmper om adgangsbilletten til Champions League.
Den anden vej tilbage i det fine selskab går gennem Europa League og er ni kampe væk. United møder torsdag Club Brügge i den første af to 16-delsfinaler. Går de videre fra den venter 8-delsfinaler, kvartfinaler, semifinaler og så finalekampen den 27. maj i Gdansk i Polen, hvor en sejr sender vinderen direkte i Champions League.
I denne podcast mæsker vi os først i 2-0-sejren på Stamford Bridge, før vi ser frem mod kampen mod Club Brügge torsdag – og vurderer, hvordan United mest sikkert kommer tilbage i det forjættede Champions League-land.
Vi diskuterer også hvad Manchester Citys karantænedom får af betydning for os. Og så siger vi farvel til en vakseægte helt og legende: Harry Gregg er gået bort, 87 år gammel. En af de tre i studiet har mødt den nordirske Busby Babe, som overlevede flystyrtet i München 1958, løb tilbage ind i flammerne og reddede flere af sine holdkammerater ud af flyresterne.
Gæster: Anders Jocumsen og Selver Elezovic
Vært: Emil Jørgensen
Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.