Politiet slår ned på “tragedy chants”: Otte tilbageholdt efter rivalopgør

De seneste år har politiet haft travlt med at identificere fans af både Manchester United og Liverpool, der har sunget sange om tragedierne i München, Heysel og Hillsborough. Efter gårsdagens kamp er otte personer blevet tilbageholdt.

Otte personer er efter kampen i går aftes blevet tilbageholdt efter at have sunget med på sange om tragedier. Det oplyser politiet i Liverpool. Politiet oplyser ikke, om de otte har været at finde blandt Manchester United- eller Liverpool-tilhængere.

To ud af de otte er blevet anholdt som følge af sangene. Derudover er fem andre mænd blevet bedt om frivilligt at møde op til afhøring under mistanke om samme lovovertrædelse.

– Det er en enorm smerte for familier og de direkte berørte, siger chefinspektør Lisa Ledder fra Merseyside Police og tilføjer, at det absolut ingen plads har i fodbold.

Politiet og klubberne arbejder fortsat på at identificere de personer, der stod bag sangene, som formentlig omhandlede enten München- eller Hillsborough-katastrofen.

– Vi vil fortsætte med at arbejde sammen med klubberne for at identificere og retsforfølge dem, der står bag, fortæller Lisa Ledder.

Chefinspektøren for politiet i Liverpool håber, at anholdelserne sender et tydeligt signal og afskrækker andre fra at starte lignende sange i fremtiden.

– Du risikerer at få en straffeattest og at ende i politiets varetægt, hvis du vælger at deltage i denne afskyelige adfærd, tilføjede chefinspektøren.

Ikke første gang

Rivaliseringen mellem Liverpool og Manchester United er både langvarig og intens. Det er blandt andet kommet til udtryk gennem de såkaldte “tragedy chants”, der håner München- Heysel- og Hillsborough katastoferne. Og de sange har stået på i mange år.

I marts sidste år måtte politiet i Manchester anholde en Manchester United-fan, efter at han havde sunget “Mordere” og “I vil altid være skyldige” rettet mod Liverpool-tilhængerne.

Tilbage i 2023 kom de daværende trænere for de to klubber, Jürgen Klopp og Erik ten Hag, med en klar opfordring til at sætte en stopper for denne type sange. En besked, der tilsyneladende ikke er nået frem til alle, som var at finde på Anfield i går.

– Det er uacceptabelt at bruge tabet af menneskeliv i relation til nogen tragedie for at få point, og det er tid til at stoppe. De ansvarlige skader ikke kun vores klubbers omdømme; vigtigst skader de også deres eget, tilskuernes og vores fantastiske byer, sagde Erik ten Hag.

Jürgen Klopp kom dengang med en tilsvarende opfordring.

– Vi ønsker larm, vi ønsker, at begivenheden skal være partisk, og vi ønsker en elektrisk atmosfære. Det, vi ikke ønsker, er alt, der går endnu længere end det, og det gælder specielt for den type sange, der ikke har nogen plads i fodbolden. Hvis vi kan bevare passionen og samtidig droppe giften, vil det blive bedre for alle, sagde Jürgen Klopp tilbage i 2023.

Skriv et svar
Previous Article

Månedens spiller for december: Amad Diallo

Next Article

Nedtakt: United kan godt

ANNONCE