Premier League lider under Uniteds fiaskosæson

Manchester Uniteds skuffende sæson rammer Premier League hårdt på tv-fronten. Det erkender ligaens direktør Richard Scudamore.

Igennem hele Premier Leagues historie har Manchester United ligget i den umiddelbare top af den pengestærke fodboldliga.

Men her ved udgangen af marts ligger de forsvarende engelske mestre hele 12 point fra fjerdepladsen og sæsonens nedtur kan i den grad mærkes på seertallene, lyder det fra ligaen.

– Det er et hårdt slag. Når den mest populære klub ikke gør det godt, så mister det både interesse og seere nogel steder, siger ligaens direktør Richard Scudamore til Bloomberg.

Han erkender at ligaen befinder sig i et moralsk dilemma om hvorvidt den sportslige konkurrence er vigtigere end den kommercielle side af ligaen.

– Der er mange fans rundt om i verden, som håber at Manchester United vinder igen. Men man må se det op imod at vores job er at levere en konkurrence og den konkurrence betyder at folk konkurrerer, lyder det fra Scudamore.

Han vil ikke komme ud med konkrete tal, men bekræfter at seertallene har vist faldende tendenser i takt med Uniteds nederlag.

Forrige artikel

Petrucci lånes til Charlton

Næste artikel

Protest fra luften mod Moyes

ANNONCE