Uniteds assistenttræner maner nu selv rygterne, om at han er på vej til at forlade United, i jorden. Det er simpelthen en and.
Tidligere på dagen kunne The Sun ellers berette, at portugiseren kraftigt overvejede sin fremtid i klubben, og at en snarlig skilsmisse ikke var usandsynlig. Queiroz skulle angiveligt være træt af at stå i skyggen af Ferugson, som ikke ser ud til at trække sig tilbage foreløbig.
Dette afvises imidlertid af hovedpersonen selv, som mange har peget på som en mulig arvtager for Ferguson, inklusiv Ferguson selv.
“Det er bare en misforståelse, det er helt sikkert,” siger Queiroz til Sky Sports News.
“Jeg forstår ikke, hvorfor disse rygter er kommet frem, men det vigtigste er, at jeg er meget glad for mit job og min position i klubben. Og klubben er glad for mig, så der er absolut ingen grund til at spilde tid med dette her emne, for det har ikke noget på sig,” fastslår den 54-årige tidligere Sporting Lissabon-træner.
Queiroz glæder sig til fortsat at arbejde med de unge, talentfulde spillere som Nani, Anderson og Tevez, som har suppleret de i forvejen verdenskendte unge stjerner i form af Rooney og Ronaldo
“Vi forventer meget af vores yngste, talentfulde spillere, som er kommet til klubben. Så der er en masse håb og forventninger til fremtiden, en fremtid som jeg ønsker at være en del af,” slutter Queiroz.