Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images, James Gill – Danehouse/Getty Images, Jan Kruger/Getty Images, Michael Regan – The FA/The FA via Getty Images, Ian MacNicol/Getty Images
Jesper Bundgaard Jensen, skribent på OldTrafford.dk
– Scott McTominay – En spiller, jeg hader, at jeg elsker. Han burde ikke være god nok til at have spillet så meget for United, som han har. Manden har altid givet sig 100% for klubben, placeret sig der på banen, hvor han har fået besked på, og gjort det bedste, han kunne. På baggrund af sidste sæson er jeg faktisk ret ærgerlig over at miste ham – han er vel i optik vores mest målfarlige indskifter? Jeg har omvendt stor respekt for ledelsens beslutning. Det med at få penge for spillere, imens det er muligt, er noget, vi ofte har glippet, og derfor mener jeg også, at handlen er godkendt, da det jo også resulterer i, at vi får en Ugarte, som vi virkelig mangler. Jeg vil dog savne McSauce og håber virkelig, at han lykkes i Italien.
Ásbjørn Nielsson Nattestad, skribent på OldTrafford.dk
– At sælge McTerminator er det rigtige at gøre. Men det sagt så er det utrolig sørgeligt, at han er solgt. Jeg vil savne det han giver holdet og hans personlighed. Ja, jeg har set nogle videoer på Youtube, hvor man kan se nogle dårlige aktioner osv. fra hans side. Men disse videoer fortæller ikke hele historien.
– Desuden at komme hertil fra hvor han var da han fik sin debut under Mourinho viser også hvor meget hårdt arbejde han har lagt i at spille for United. For den første tid på holdet var ikke imponerende. 255 kampe er også imponerende.
– Interessant fact: Af McTs første 22 kampe vandt United 18.
Thobias Lisby Hermannsen , redaktør på OldTrafford.dk
– Jeg græder med det ene øje, men smiler faktisk med det andet.
– Scott McTominay er indbegrebet af en elskværdig United-spiller. Han er egenudviklet, hårdtarbejdende og sætter aldrig sig selv over holdet eller klubben. Den slags spillere har været en mangelvare det seneste årti. Derfor er det selvfølgelig også trist at se ham forlade den klub, han har været i, siden han var fem år gammel, og som han (heldigvis) nåede at bære anførerbindet for.
– Omvendt er jeg tilfreds med salget. Vi får 25 millioner pund for en 27-årig spiller, der har ét år tilbage af sin kontrakt, og som ikke har niveauet til at løfte os op på den øverste hylde igen. McTominays mangler er ganske enkelt for store. Pengene luner ekstra godt, da han kommer fra akademiet, og beløbet derfor tæller som ren profit i de økonomiske regnskaber.
– Med det her salg viser ‘det nye United’, at de træffer de nødvendige beslutninger – også selvom det betyder et farvel til en fanfavorit. Man har samtidig haft is i maven og stået fast på sin værdiansættelse af en spiller. Det er fandme herligt at se som United-fan.
– Men jeg kommer til at savne ‘sovsen’ helt vildt. Forhåbentligt er det et “på gensyn” og ikke et endegyldigt farvel til skotten med det store klubhjerte.
Steffen Jønsson, skribent på OldTrafford.dk
– Salget af McTominay, McSauce, BigMac, kært barn har mange navne, er fyldt med ambivalens for mig. Et United i stærkeste opstilling skal jo ikke have McTominay på banen, og jeg under ham derfor at finde en klub, hvor han kan få en større rolle. Men han har nu stadig været en rigtig god type at have i truppen, gennem flere sæsoner. Aldrig brok, altid bare stenhårdt arbejde, og ofte har det også resulteret i livsvigtige mål. Med Brentford som det bedste eksempel.
– I en tid, hvor der i mine øjne har været for meget “bling” i truppen i form af Pogba, Lingard, Rashford, Sancho m.fl., har det været vigtigt for mig at have en arbejdshest som McTominay at kunne spejle mig i. Jeg har en svaghed for de typer, der måske ikke er de mest talentfulde, men kompenserer med hårdt arbejde. Derfor har jeg heller ikke kunnet lade være med at holde af en spiller som Phil Jones.
– Som central midtbanespiller har McTominay ikke haft hele pakken. Her har hans boldomgang og placeringsevne i særdeleshed været problematisk. Til gengæld har han vist klare spidskompetencer lidt længere fremme, særligt med sine aggressive og veltimede løb i boksen. Og jeg har somme tider efterlyst, at en angriber som Rasmus Højlund kunne lære lidt af skottens blik for at have den rette timing og placering i modstandernes felt.
– Når han nu ikke har været skræddersyet til den centrale midtbane, kunne McTominay måske have spillet en rolle som en Weghorst-type i front, eller som en 10’er, der kom i anden-bølgen. Men når hverken Mourinho, Solskjær, Rangnick eller Ten Hag for alvor har (op)fundet en sådan rolle til ham, så må det også være okay at trække stikket og for en gangs skyld få en god pose penge ind den anden vej. Alt held og lykke i den videre fodboldtilværelse, Scott McTominay.