Resumé: Manchester United misser muligheden for at genvinde FA Cuppen

Vi skulle igennem 120 minutters fodbold og en straffesparkskonkurrence for at finde ud af, hvem der skulle videre i FA Cuppen, da Manchester United tog imod Fulham på Old Trafford. Desværre blev det udeholdet, som trak det længste strå i straffesparkskonkurrencen. Dermed er Manchester United ikke med i bowlen, når der trækkes lod til næste runde i FA Cuppen.

(Photo by Carl Recine/Getty Images)

Det er ikke meget, Manchester United har at spille for i Premier League længere. Derfor var det et vigtigt opgør, som i dag fandt sted på Old Trafford, da Manchester United tog imod Fulham i FA Cuppen, hvor holdet skal forsøge at forsvare sidste års sølvtøj.

Christian Eriksen havde i dag fundet vej til startopstillingen. Han skubbede derfor Bruno Fernandes ned på en 8’er-position, mens danskeren selv var at finde blandt Manchester Uniteds forreste tre sammen med Rasmus Højlund og Joshua Zirkzee.

Hjørnespark gør ondt på United igen

Manchester United var holdet, der kom bedst fra start, og i løbet af det første kvarter havde både Diogo Dalot, Rasmus Højlund og Bruno Fernandes forsøgt at bringe Manchester United foran, dog uden held. Herefter var det ikke meget, offensiven bød ind med.

Manchester United skabte nemlig ikke mange åbenlyse scoringsmuligheder i løbet af første halvleg. Rúben Amorim kunne til gengæld glæde sig over, at det samme var tilfældet for dagens modstander, som i kampens første halvtime blev afvist af Manchester Uniteds forsvar hver gang, de forsøgte at skabe målchancer.

Derfor var første halvleg generelt meget jævnbyrdig, og ingen af de to mandskaber kunne rigtig være tilfredse med hverken antallet eller størrelsen af deres skabte chancer.

Kampens første store mulighed kom efter 38 minutter, da Sasa Lukic løb umarkeret ind i Manchester United-feltet og headede bolden over mål. Han gav dog Manchester United en tidlig advarsel om, hvad der senere skulle ramme dem.

For kort tid efter kunne Manchester United se en kold spand vand ramme dem i hovedet, da holdet igen ikke lykkedes med at forsvare et hjørnespark. Den tidligere United-spiller, Andreas Pereira, sendte bolden ind i feltet, hvor Fulham-angriberen Muniz forlængede den videre til en helt fri Calvin Bassey, som headede bolden i mål til 0-1.

Dermed måtte United gå til pause bagud 0-1.

Bruno sendte os i forlænget spilletid

Der var ikke meget at berette om i starten af anden halvleg, hvor ingen af de to mandskaber skabte store chancer. På den måde lignede begyndelsen af anden halvleg meget den første halvleg, vi lige havde set. Bruno Fernandes stod for Manchester Uniteds bedste forsøg mod Fulham-målet, dog uden at volde Bernd Leno store problemer.

Efter 71 minutters spil lykkedes det dog Manchester United og Bruno Fernandes at komme på scoringstavlen, da Diogo Dalot modtog bolden på venstre side af Fulhams målfelt. Den portugisiske back fandt sin landsmand med en aflevering skråt bagud, som klubkaptejnen på sin første berøring sendte ind i Fulham-målet.

Efter udligningen lignede Manchester United ikke et hold, der var utilfreds med at skulle ud i forlænget spilletid. I hvert fald var det Fulham, som pressede på mod slutningen af anden halvleg.

Det lykkedes dog ikke for nogen af de to mandskaber at komme foran, før anden halvlegs tillægstid løb ud, og derfor fik vi i dag lov til at se 120 minutters fodbold.

Chido Obi var iøjnefaldene 

Det var tydeligt, at det var to trætte mandskaber, vi så i de 30 minutters forlænget spilletid. Begge mandskaber havde derfor også brug for at skifte ud fem gange i løbet af kampen.

I løbet af de første femten minutter tilfaldt de største muligheder Manchester United, og særligt Chido Obi, som desværre ikke fik sendt bolden i nettet. Han var dog meget iøjnefaldende og et friskt pust på holdet.

Selvom det var Fulham, der pressede på i slutningen af den ordinære spilletid, skiftede momentum i den forlængede spilletid. Manchester United burde derfor have været klubben, der kom på måltavlen i den forlængede spilletid, hvis nogen skulle have gjort det.

Men det lykkedes ikke for Manchester United og Chido Obi at få bolden i nettet, og vi måtte derfor ud i en straffesparkskonkurrence.

 

Straffesparkskonkurrencen (3-4)

Manchester United:
1: Bruno Fernandes (scorer)
2: Diogo Dalot (scorer)
3: Casemiro (scorer)
4: Victor Lindelöf (brænder)
5: Joshua Zirkzee (brænder)

Fulham:
1: Raul Jiménez (scorer)
2: Sander Berge (scorer)
3: Willian (scorer)
4: Antonee Robinson (scorer)

Kampfakta
Manchester United – Fulham: 1-1 (3-4 i straffesparkskonkurrencen)
0-1: Calvin Bassey (45+1′)
1-1: Bruno Fernandes (71′)

2 kommentarer
  1. Der røg chancen for Europa League…skuffende.

    Jeg glæder mig til at Lindeløf ikke skal trække den røde trøje over hovedet igen….han har aldrig været god nok, men nøj hvor han ringe idag…allerførste aktion var tæt på at koste en scoring og det forsatte bare med fejlindgreb og dårlig boldomgang.

    At han fik lov at sparke straffespark er en gåde….medmindre ingen andre meldte sig selvfølgelig.

    Egentlig en ok præstation og idag med en keeper der tog med hænder og stod en rigtig god kamp.

    Men at Obi Chido på kort tid overstråler Højlund siger rigtig meget om Højlunds nuværende situation.

    En 17 årige dansker æt på at blive matchvinder.

  2. Underlige indskiftninger.
    Helt enig i, at Lindelöf intet har at gøre på banen. Heaven fint indhop. En spiller der kan bygges videre på, men hvorfor ikke beholde Eriksen inde, som kan holde på bolden, spille den sikkert rundt og lave gude indlæg (ingen desværre føler for at søge).
    Øm indsats…. Skaber få chancer, og når vi så endelig får chancerne så misbruges de på det groveste… Øj øj Ganarcho, der er mindre og mindre der taler for en fremtid hos MU.
    Obi´s indsats bygger på et meget træt Fulham forsvar og en afslutning på kampen i kaos og tilfældige situationer, og nej han scorede ikke, trods meget meget gode muligheder.
    Vil gerne se Obi fra start, for at se om han kan noget, eller det kun er ungdomstalent.
    Zirkzee kan tæmme bolden, men er langsommere end Casemiro og er ikke s…. farlig!
    Glæder mig SÅ meget til oprydning til sommer!

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Startopstilling: Eriksen med fra start

Næste artikel

Karakterbogen: Få scorer højt efter FA Cup-exit

ANNONCE