Røde djævle nikker sig til sikker sejr mod sherifferne

Cristiano Ronaldo scorede sit første mål på Old Trafford i denne sæson i sin tilbagevenden til startopstillingen.

Der venter en gruppefinale i Europa Leagues gruppe E i næste uge.

Det står klart, efter Manchester United nikkede sig til en 3-0-sejr mod moldaviske FC Sheriff torsdag aften.

De røde djævle satte sig på kampen fra begyndelsen, hvor der stod United på det hele.

Men som i hjemmekampen mod cypriotiske Omonia Nicosia for nogle uger siden, manglede der skarphed i afslutningerne fra de rødklædte.

I de døende minutter af første halvleg sendte Christian Eriksen så et hårdt og præcist hjørnespark ind i moldavernes straffesparksfelt, hvor Diogo Dalot med panden sendte bolden i mål.

Efter pausen fortsatte Uniteds dominans. Midtvejs i anden halvleg fordoblede Marcus Rashford føringen med endnu et flot hovedstød serviceret af Luke Shaw efter flot opspil. Begge var de blevet indskiftet ved begyndelsen af anden halvleg.

Også Cristiano Ronaldo kæmpede for at komme på måltavlen, hvilket han også kom med knap ti minutter tilbage af kampen.

Første lagde Bruno Fernandes en kanon bold ind i feltet, hvor Ronaldo var tæt på at score de røde djævles tredje hovedstødsmål i opgøret. Forsøget blev reddet af den tidligere OB-målmand Maksym Koval, der dog ikke kunne gøre noget ved returen, som Ronaldo sparkede ind med venstrebenet.

Med 3-0 og tre point er United videre i Europa League. I næste uge møder klubben Real Sociedad i en gruppefinale om førstepladsen i gruppen, der giver direkte avancement til 1/8-finalen.

Kampinfo: Manchester United 3-0 FC Sheriff
1-0: Diogo Dalot 44′
2-0: Marcus Rashford 65′
3-0: Cristiano Ronaldo 81′

Forrige artikel

Startopstillinger: Ronaldo er tilbage i startelleveren

Næste artikel

Rashford: Kampen åbnede sig op

ANNONCE