Ronaldo gjorde det af med United i drama

Manchester United er ude af årets udgave af Champions League. Cristiano Ronaldo sikrede Real Madrid avancement til kvartfinalerne ved at give sin gamle klub dødsstødet i en kamp, der blev vendt på hovedet af en yderst tynd udvisning til Luis Nani.

To hold i særdeles god form mødte i aftes hinanden på Old Trafford i et opgør, der inden kampens start var fuldstændigt åbent efter 1-1-kampen på Bernabéu tre uger tidligere.

Sir Alex Ferguson er kendt for at overraske med startopstillingen til de store kampe. I dag var ingen undtagelse. Skotten havde flået stjerneangriberen Wayne Rooney ud af startopstillingen. Til gengæld fik Nani lov til at starte sammen med Ryan Giggs i waliserens kamp nummer 1000.

Taktisk første halvleg

Real Madrid startede ud med et højt pres og fik umiddelbart den bedste start på kampen, der var lidt rodet i den indledende fase. Således fik de kampens første hjørnespark efter 7 minutter. Robin van Persie fik dog let afværget situationen.

Herefter kom United meget bedre med i kampen. Nani gjorde det fint på venstrekanten i kampens begyndelse, og portugiseren kom efter godt sammenspil med Welbeck frem til en chance, der dog kun førte til hjørnespark.

Ryan Giggs fejrede sin kamp nummer 1000 med en flot første halvleg, der bød på flere lækre detaljer. Den 39-årige waliser fandt blandt andet Robin van Persie med et fantastisk ydersideindlæg og havde flere gode defensive aktioner.

1000-kamp jubilaren var også manden, der efter 20 minutters spil slog et fremragende hjørnespark ind i panden på Nemanja Vidić. United-anførerens kraftige hovedstød ramte desværre stolpen, og Welbeck var offside på riposten.

Hovedstødet på stolpen af Vidić var klart den største chance i den første halvleg, der var taktisk præget. De første 45 minutter blev spillet på et ekstremt højt teknisk niveau og med god intensitet, alligevel endte det uden scoringer.

Dramatisk start på anden halvleg

Anden halvleg startede til gengæld som lyn og torden. To minutter inde i anden halvleg eksploderede stemningen på Old Trafford. Rafael tordnede frem på højre kanten og skabte en farlig situation, der dog i første omgang blev blokeret af Real-forsvaret. Nani samlede bolden op og sendte et hårdt fladt indlæg indover, hvor Ramos kom til at lave et klodset selvmål.

Efter United-scoringen satte ”Los Blancos” tempoet i vejret. Det gav Mourinhos mandskab flere farligere situationer og hjørnespark.

Det helt store samtaleemne i de kommende dage vil være kampens tyrkiske dommer Cuneyt Cakir, som efter 57 minutter ændrede kampen.

En høj bold fløj over hovedet på Nani, som fulgte bolden fuldt ud og løftede benet for at tage bolden ned. I stedet for en flot tæmning endte portugiseren dog med at stemple Arbeloa i maven, som også kom løbende mod bolden.

Denne uheldige situation, hvor Nani tydeligvis ikke havde onde intentioner, takserede dommeren til et direkte rødt kort til stor vrede for Nani, tilskuerne og ikke mindst Sir Alex.

Udvisningen ændrede kampen

Mourinho udnyttede udvisningen med det samme til at handle offensivt. Højrebacken Arbeloa, der var i farezonen for et andet gult kort, blev skiftet ud med Modric.

United virkede rystede ovenpå den meget kontroversielle udvisning og var under tungt pres med mange farlige hjørnespark og indlæg til gæsterne.

Det resulterede i en situation, hvor gæsterne appelerede for straffespark, da et hovedstødsforsøg skiftede retning og ramte Rafael på albuen. Det gik stærkt og var svært at se, men dommeren kunne godt have forsvaret et eventuelt straffespark.

Mourinhos indskiftning af Modric skulle kort tid efter vise sig at være en klog beslutning. Kroaten tog et par træk uden for United-feltet og tordnede kuglen ind via stolpen uden chance for David de Gea. Og så var den vigtige udligning en realitet.

Efter 68 minutter så det for alvor sort ud for ”De Røde Djævle”. Higuain indgik en fin 1-2 kombination og slog herefter et hårdt fladt indlæg, som Cristiano Ronaldo let kunne glide i mål. Den tidligere United-dreng, der ellers havde spillet en dårlig kamp, slukkede det meste af håbet på Old Trafford. Af respekt for sin gamle klub jublede Ronaldo ikke.

Ferguson med umulig opgave

Nede med 1-2 og med en mand i undertal stod Ferguson over for en nærmest umulig opgave, da hans mandskab nu skulle op og score yderlige to gange på Diego Lopez.

Den 71-årige skotte bragte med 20 minutter igen Rooney, der højst overraskende havde startet på bænken, i spil.

Men med en mand i undertal var det svært at stresse det tekniske Real-mandskab, der til lyden af de tilrejsendes Olé råb kunne køre bolden rundt og trætte United.

Inden for meget kort tid kom United frem til en lille håndfuld løse chancer, men Real-keeperen Diego Lopez gav ikke nogle gaver ud denne aften.

Valencia var den sidste mand, der skulle prøve at vende kampen. Efter 87 minutter blev han skiftet ind i stedet for Rafael, der ellers havde flot kamp på højreback positionen.

Det var dog i den anden ende, at tingene brændte på. Kaka ramte stolpen fra en spids vinkel, og kort efter havde Ronaldo en stor chance, hvor Uniteds spanske keeper dog gjorde det godt.

I starten af de fem overtidsminutter havde Vidić endnu en stor hovedstødschance, men atter var Diego Lopez vaks i buret. Straks efter kom tilskuerne endnu længere op i det røde felt, da Ramos gav den tyrkiske dommer en mulighed for at tildele United et straffespark på Evra. Det blev ikke tildelt, og det virkede efterhånden som om, at Manchester United ikke havde hverken heldet eller dommeren på sin side i aften.

Der var fænomenal stemning til Giggs’ kamp nummer 1000, der dog endte med et 2-1 nederlag til de spanske mestre, som nu er videre til kvartfinalen efter en samlet 3-2 sejr.

Forrige artikel

Startopstillingen mod Real Madrid

Næste artikel

Keane: Korrekt rødt til Nani

ANNONCE