Manchester United-fans må tro om, hvis de havde regnet med, at Cristiano Ronaldo tager særligt hensyn til sin gamle klub i morgendagens returkamp i ottendedelsfinalen i Champions League.
For selvom den 28-årige portugiser kun har gode minder fra sine seks sæsoner på Old Trafford, kalder han det et drømmescenarie, hvis han får bolden i nettet.
– Det vill være en smuk begivenhed. Hvis jeg scorer mod dem, vil det være spektakulært, siger Ronaldo til Sky Sports.
– Jeg kan ikke sige, hvordan jeg vil fejre scoringen. Det vil være spontant. Men jeg vil elske at stå i den situation, fortsætter Real Madrid-profilen, der også nettede i det første opgør, som endte 1-1.
Og ligesom Sir Alex Ferguson er Ronaldo overbevist om, at han vil blive hyldet af hjemmepublikummet.
– Jeg er sikker på, at jeg vil blive taget godt imod. Efter alle de år, jeg tilbragte der, og de venskaber, jeg fik, er jeg overbevist om, at det er et af de steder, hvor de vil hylde mig mest. Det var en smuk tid, siger Ronaldo.