Rooney: En stor ære at blive kaptajn

Wayne Rooney er stolt og beæret over udnævnelsen som anfører, og er klar til at tage ansvaret på sine skuldre.

I 2004 kom ankom 18-årige Wayne Rooney fra Everton i en rekordstor handel, der fra starten lagde pres på hans skuldre. 10 år og 216 mål senere kan målmageren fra Merseyside nu kalde sig anfører for “de røde djævle”.

– Det er med stor ære og stolthed, at jeg overtager anførerbindet. Jeg talte selvfølgelig med manageren som mente, at jeg var den rigtige til at overtage rollen, hvilket jeg er glad for, siger Rooney til MUTV.

– Jeg vil udføre rollen så godt som jeg kan, og forhåbentlig hjælpe holdet til succes. Jeg har spillet for nogle fantastiske anførere for både klub og landshold, og kan bruge en lille smule fra hver deres måde at lede på.

Wayne Rooney er kendt som en arbejdshest, der kan løbe solen sort. Og selvom han sandsynligvis vil få en rolle længere oppe på banen, lover han fansene, at det er disse værdier, der vil stå højest på anførerens agenda.

– Jeg vil selvfølgelig forsøge at lede spillerne på banen med hårdt arbejde og dedikation. Det er det vi gerne vil – vise vores fans, at det virkelig betyder noget, og at vi ønsker at vinde.

Klar til at tage ansvar

I sin karriere har angriberen spillet under store anførere som Keane, Neville, Vidic, Beckham og Gerrard. Rooney er dog klar til at tage opgaven op, og forklarer, hvorfor han tror han blev valgt.

– Det er en kæmpestor rolle at tage på sig, og jeg er klar over ansvaret, der følger med. Men jeg føler, at jeg er klar til den nu – på dette stadie i min karriere.

– Jeg synes jeg i forvejen er ret højtråbende på banen og i omklædningsrummet, og jeg er sikker på, at manageren har lagt mærke til dette.

– Han har set, at jeg altid prøver at få det bedste ud af mig selv og mine holdkammerater, og give dem støtte. Så jeg er sikker på, at dette betød en stor del for manageren, da han valgte mig som anfører.

Wayne Rooney fik sin debut 28. september 2004 mod Fenerbahçe, mod hvem han scorede et hattrick. Siden er det blevet til 441 kampe for Manchester United.

 

Forrige artikel

Jones ser frem til Swansea-kamp

Næste artikel

Palace antyder Zaha-interesse

ANNONCE