Rooney er nu klar til Bayern

Efter dagens overbevisende sejr, byder dobbeltskytten tirsdagens opgør mod CHL-mestrene velkommen.

Inden dagens kamp var presset steget voldsomt på David Moyes, da en gruppe af klubbens fans havde arrageret en overflyvning af Old Trafford med et budskab om, at tilliden til skotten er løbet ud. 

Wayne Rooney gav derfor David Moyes et tiltrængt smil på læben, da han med to mål i dagens 4-1 sejr bragte United tilbage på vinderkurs. Og ifølge den 28-årige englænder var dagens sejr en tillidserklæring til David Moyes – og til de fans, der har ventet på et godt hjemmebaneresultat.

– Vi var nødt til at komme med et modsvar, og det var svært. Vi havde en svær start, og kom bagud, men vi kom igennem det, fik sejren og fortjente den. Det var en dejlig sejr for os, sagde Rooney efter kampen til BT Sport.

– Vi kender til den opbakning, manageren har fra spillerne og fra fansene – og det er det, der virkelig tæller. Den opbakning vi fik (på stadion, red.) fra fansene, var igen i dag fantastisk.

På tirsdag hedder modstanderen dog ikke Aston Villa. Således tager de engelske mestre imod selveste Bayern München, de forsvarende mestre af Champions League. Men den 28-årige angriber føler, at man med dagens sejr er ved at være klar til opgaven.

– Det er en kæmpestor opgave. Det er kvartfinalen i Champions League mod mestrene. Det bliver en god kamp, og forhåbentlig får vi et godt resultat 

Manchester United tager imod de tyske “treble” vindere på tirsdag kl. 20.45 på Old Trafford. Kampen vises på TV3+.

Forrige artikel

Moyes gentager: Rooney kan hjælpe os ud af problemerne

Næste artikel

Lazarettet tiltager forud for CL-opgør

ANNONCE