Rooney: Juleprogrammet bør ændres

Wayne Rooney tilslutter sig koret af Premier League-profiler, der opfordrer ligaen til at genoverveje det tætpakkede program mellem jul og nytår.

Utilfredsheden med det traditionsrige juleprogram i engelsk fodbold er i den grad kommet op til overfladen i år. 

Blandt de mest højlydte kritikere er Louis van Gaal og Sunderlands Gustavo Poyet, som nu får støtte af Manchester Uniteds anfører, Wayne Rooney. 

– Det er ikke let at spille to kampe på to dage, og man mister en masse kvalitet fra begge hold. Det er svært. Vi startede så godt i første halvleg (mod Tottenham, red.), men det var hårdt i anden halvleg, så det ændrer sig forhåbentlig i fremtiden, siger Rooney ifølge Espn. 

Den 29-årige angriber frygter dog, at der skal et alvorligt uheld til, før der bliver ændret på traditionerne. 

– Det kræver nok, at nogen bliver alvorligt skadet, hvilket ingen ønsker at se. Men det er meget krævende, og jeg synes, at man bør se på det, siger Rooney, der også peger på udgifterne for de mange fans. 

– Det har også været hårdt med vejret og fansene, der kommer fra London eller rejser fra Manchester. Det er mange penge at bruge henover julen. Men sådan er det. Vi må affinde os med det, og vi må forsøge at præstere godt. 

United gæster Stoke Nytårsdag. Dermed vil klubben have spillet tre kampe inden for seks dage. 

Forrige artikel

Præsident: Bale er ikke til salg

Næste artikel

Rafael vil kæmpe med Valencia

ANNONCE