Rooney ønsker at ende FA Cup-tørken

Wayne Rooney har vundet 11 større turneringer som Manchester United-spiller i løbet af sine 11 år i klubben. Han har dog aldrig løftet FA Cup-pokalen, og det vil han meget gerne lave om på.

Wayne Rooney skiftede til United i 2004, det år hvor United sidst vandt FA Cuppen. Siden da har han spillet i to finaler, der begge er blevet tabt. Først var det mod Arsenal i 2005 og siden mod Chelsea i 2007. Han er nu meget opsat på at vinde turneringen.

– Det er en turnering, jeg elskede at følge med i, da jeg voksede op. Jeg var heldig at se Everton løfte trofæet i 1995, da jeg var ni år. Det er noget, jeg ville elske at gøre, og forhåbentligt bliver det i år, udtaler han til manutd.com

– Kampen mod Arsenal på mandag er meget vigtig for os. Vi har ikke været i finalen i nogle år, så vi vil prøve at vinde mod Arsenal, og vi ser frem til udfordringen.

FA Cup-kampen mod Arsenal sparkes igang mandag aften kl. 20.45.

 

Forrige artikel

Van Gaal: Ashley Young passer ind

Næste artikel

Scholes takker nej til Oldham-job

ANNONCE