Manchester United formåede her til aften at sikre sig et godt udgangspunkt i Champions League ottendedelsfinalen efter 1-1 ude mod Real Madrid. Robin van Persie var efterfølgende godt tilfreds.
– Det er et godt resultat. Der var chancer i begge ender, og det var en fantastisk kamp at følge, udtaler van Persie efter kampen til Sky Sports
– Vi havde et par gode muligheder (for at score, red.), men hvis du inden kampen havde sagt, at den ville ende 1-1, ville de fleste af os have købt den.
Store chancer til RvP
Van Persie havde selv gode muligheder for at afgøre kampen, men måtte se sit skud reflektere på overliggeren samt helkikse en afslutning på det efterfølgende indlæg. I overtiden måtte han igen se en afslutning blive reddet.
– Jeg havde tre muligheder i anden halvleg. Specielt den der opstod, efter jeg ramte overliggeren. Det var en stor chance. Jeg skulle have scoret, men ramte den ikke rigtig. Den kunne have gået ind, men gjorde det ikke.
– Chancen i de døende sekunder fremprovokerede en god redning fra keeperen. Jeg havde ellers set den gået ind.
United med fordelen
Med 1-1 mener hollænderen, at United har en lille fordel, men tager intet for givet, på trods af at United spiller hjemme i sidste kamp.
– En lille (fordel, red.). På det her niveau tror jeg, de fleste hold er ligeglade med, om de spiller hjemme eller ude.
– Vi er ligeglade, og de er ligeglade. Der er “pause” nu, og vi vil være klar til anden halvleg.
Returopgøret skal spilles på Old Trafford den 5. marts.