Ryan Giggs og Gary Neville går ind i hotelbranchen

De to United-legender har slået pjalterne sammen, og er gået ind i et projekt om at drive hotel.

GG Hospitality er navnet på det selskab Ryan Giggs og Gary Neville sammen er gået ind i. Ambitionerne er, at etablere en verdensomspændende kæde af restauranter og hoteller, med fokus på fodbold.

De to United-profiler er gået sammen med nogle venner samt et par rigmænd fra Singapore, ligesom også et par andre fodboldspillere siges at være med i projektet.

Den første Cafe Football åbner efter planen allerede i november i år. Det sker i Westfield Centre i Stratford, som vil have plads til 120 spisende gæster af gangen.

Det første hotel, som vil hedde Hotel Football, åbner efter planen i Manchester engang i 2014, og Giggs og Neville har selv været inde over struktur, planlægning og udformning af hotellet, hvor der blandt andet vil være 5-a-side baner på toppen af hotellet, der vil blive 3-4 stjernet.

– Vi har levet og åndet i dette her miljø i den seneste tid, og vi har været med inde over enhver detalje. Vi har som fodboldspillere boet på en del hoteller gennem tiderne, og vi har følt vi kunne gøre et bedre job end det vi har oplevet. Vi har ikke overladt noget til tilfældighederne, og arbejder sammen med de bedste folk i branchen, for at opnå vores mål, siger Ryan Giggs i følge Daily Mail.

Pt er Manchester altså første område der satses på, men næste skridt er andre fodbold-byer i England, som Liverpool og Birmingham, ligesom der også kigges mod det fodbold-gale Asien som et potentielt marked for selskabet.

Gary Neville er desuden selv i gang med et projekt om at bygge et hotel lige overfor Old Trafford, et projekt United tidligere har været i mod, men byrådet i Trafford har givet grønt lys til at gå i gang med.

Forrige artikel

Tidligere United-keeper død

Næste artikel

Sir Alex gav gode råd til Murray

ANNONCE