Scholes tvivler på United

Paul Scholes tror ikke på, at hans gamle klub kan spille med om mesterskabet, da der stadig mangler et par gode indkøb.

United skuffede fælt sidste sæson, men efter en lovende pre-season under Louis van Gaal, blæser der atter positive vinde over Old Trafford. Selv om de fleste fans gerne så et par nye ansigter i spillertruppen, for at fuldende et comeback til toppen af ligaen.

Og den holdning deler legenden Paul Scholes, der i en artikel i the Independent skriver, at han tvivler på Uniteds chancer i kampen om mesterskabet.

– Jeg har svært ved at se United kæmpe med om titlen i denne sæson. Min mavefornemmelse siger mig, at det bliver en duel mellem Chelsea og Manchester City, mens United, Arsenal og Liverpool vil kæmpe om de sidste Champions League-pladser, skriver Scholes.

Grunden til den lille rødtops skepsis skal findes i, at han ikke mener United har været aktive nok på transfermarkedet. Indtil videre er Luke Shaw og Ander Herrera hentet ind, men Scholes mener der skal et par mand mere ind.

– United har ikke handlet nok ind, selv om de har hentet Shaw og Herrera. I mine øjne har United brug for en midtbanespiller af ypperste kvalitet. Men de er sjældent til rådighed, i år har der været to, og Fabregas og Kroos er allerede andre steder, siger Scholes.

Forrige artikel

Sådan Fletcher! Ronaldo, you are next!

Næste artikel

U21: Klar til sæsonstart

ANNONCE