Sen scoring ikke nok i lokalopgør

Inden kampen blev der som planlagt afholdt et minuts stilhed. Selv Manchester Citys fans valgte at respektere de afdøde, hvilket der havde hersket tvivl…

Inden kampen blev der som planlagt afholdt et minuts stilhed. Selv Manchester Citys fans valgte at respektere de afdøde, hvilket der havde hersket tvivl om inden kampen. Sir Alex Ferguson og Sven Göran Eriksson lagde begge en blomsterkrans i midtercirklens centrum og gav efterfølgende hinanden hån for at vise, at den værste rivalisering var lagt på hylden.

Alt forløb som det skulle før kampen. Så manglede der bare den formalitet, at United ville vinde kampen og sørge for, at fansene ville få et godt minde med hjem fra stadion. Sådan skulle det ikke blive.

Det sædvanligt sprudlende United-hold var helt fraværende i dagens kamp. Forsvaret sløsede alt for meget, mens angrebet var mere end uskarpt. Det så ellers lovende ud fra kampens start, da Ryan Giggs fik en god chance i feltet. Waliseren lagde bolden til rette og fyrede af mod mål, men keeper Joe Hart fik vippet kuglen til hjørnespark.

Gæsternes første trussel kom efter 13 minutters spil, da Martin Petrov forsøgte sig udefra. Bulgareren havde ikke så meget held med sine afslutninger, men skulle alligevel vise sig at få afgørende indflydelse.

Han deltog således i det kontrastød, som førte til Citys 1-0-mål. Bolden endte hos angriber Darius Vassell i højre side, som straks sendte bolden af sted mod mål. Van der Sar fik reddet det første forsøg, men kunne ikke gøre noget ved returen, som Vassell uden problemer satte i kassen.

Tre minutter senere kunne United være kommet tilbage i matchen på fornemste vis, men gæsternes målmand stod i vejen. Joe Hart fik kastet sig flot ud efter en bold, som Carlos Tévez havde sendt af sted efter at have drejet rundt og helflugtet.

Rio Ferdinand var en af dagens helt store syndere med sit sløsede forsvarsarbejde og kunne nemt have kostet en scoring med sin fejlaflevering i første halvlegs slutminutter. Den nyerhvervede Benjani opsnappede bolden og lagde den til Petrov, som dog ikke havde held til at finde en medspiller med sit indlæg.

Det havde han dog to minutter senere, da Benjani gjorde det til 2-0. Efter et kort taget hjørnespark fik Petrov bolden i højre side. Han lagde den ind i feltet, Benjani ramte den med sin skulder, hvorefter den fløj forbi van der Sar og i mål.

I anden halvleg dominerede værterne, men havde ikke skarpheden til at sikre point på kontoen. Det til tillige City, som først fik et skud på mål, da Dietmar Hamann fyrede af fra lang afstand. Van der Sar havde ikke de store problemer med at holde skuddet.

Meget kendetegnende for Uniteds angrebsspil kom deres første skud på mål også efter et langskud. Det var Anderson, som så sit snit til at trykke til kuglen, men Hart viste, hvorfor han blev valgt til at stå mellem stængerne foran både Andreas Isaksson og Kasper Schmeichel.

I det 79. Minut burde Giggs nok have reduceret for sit hold. Den aldrende kantspiller fik en rigtig god chance i feltet, men skød en anelse forbi fjerneste stolpe.

I kampens overtid fik indskiftede Michael Carrick scoret til 1-2, da Citys forsvar var lidt uopmærksomt. Mere blev det dog ikke til, og således måtte United lide det første hjemmenederlag i denne sæsons Premier League.

Forrige artikel

Eftermiddagens startopstilling mod Manchester City

Næste artikel

Ramsden hylder City-fans

ANNONCE