Manchester United måtte arbejde hårdt for sejren mod Watford lørdag eftermiddag. Det endte med en 2-1-sejr, men det kunne sagtens have endt anderledes, og Luke Shaw erkender, at det langt fra var nogen god indsats af United-mandskabet.
Mærk suset på Old Trafford: Se de bedste rejsetilbud her
– Vi gjorde det svært for os selv på grund af måden, som vi spillede på. Der var perioder, hvor vi slet ikke var på vores bedste, siger Luke Shaw ifølge BBC.
– Vi var forfærdelige i anden halvleg, og vi var heldige med resultatet. Det vigtigste er, at vi fik de tre point.
På trods af den ringe præstation opfordrer Luke Shaw United-mandskabet til at se fremad.
– Vi skal glemme kampen i dag, fordi vi spillede slet ikke op til vores bedste, siger backen, men opfordrer alligevel til optimisme:
– Vi har det godt og har selvtillid. Vi stoler på Ole og ser frem til at arbejde for ham i de kommende år.
Uniteds næste opgave er en udekamp mod Wolverhampton.