Sherwood vil beholde Cleverley

Efter gårsdagens sejr over Everton håber Aston Villa-manager Tim Sherwood, at han også råder over målscorer Tom Cleverley i næste sæson.

Tom Cleverley er udlejet til Aston Villa i denne sæson, men hans manager håber, at han bliver der permanent. Det sagde Tim Sherwood, efter Villa i går besejrede Everton, som også rygtes interesseret i den Manchester United-ejede midtbanespiller.

Den 25-årige lejesvend scorede endda for anden kamp på stribe, så der var masser af ros at hente fra chef Sherwood.

– Han arbejder utrætteligt på hele banen, men han har mere end det. Han holdt hovedet koldt foran mål, det er to mål i to kampe for ham, så jeg håber, at det næste kommer mod West Ham. Han er stadig til audition for mig, håber jeg, lød det ifølge Sky Sports efter kampen.

Cleverley har spillet 28 kampe for Villa i denne sæson, og de to mål mod Everton og Manchester City for en uge siden er hans eneste scoringer. Hans kontrakt med Manchester United udløber denne sommer.

Forrige artikel

Henriquez mester med hattrick i Kroatien

Næste artikel

Van Gaal tilfreds med nye træningsbaner

ANNONCE