Manchester United tager på søndag imod Everton når holdet skal fortsætte den succesrige stime i jagten på det engelske mesterskab.
Men blot tre dage senere skal holdet igen i aktion. Denne gang på Bernabeu stadion i Madrid, hvor Real Madrid venter i ottendedelsfinalen af Champions League.
Det sætter store krav til Manchester United, men Sir Alex Ferguson forsikrer at holdets bredde og den sædvanlige brug af rotationsprincippet nok skal stå distancen.
– Holdet på søndag bliver ikke det samme hold som spiller på onsdag. Jeg stoler på de spillere jeg har. De er alle af international klasse og der er ingen grund til at jeg ikke kan stille med nogen. De leverer alle på deres egen måde og det er det der giver os en bedre chance for at komme videre i de forskellie turneringer vi er i, sagde Sir Alex Ferguson på dagens pressemøde forud for kampen på søndag.
Dermed sætter han stålsikkert sin lid til sit hold, der i denne sæson har sat sig for mål at vinde både Premier League, FA Cuppen og Champions League hvis man skal tro tidligere udtalelser fra spillerne.