Sir Alex Ferguson optaget i Premier League Hall of Fame

Sir Alex Ferguson er blevet hædret for sine utrolige bedrifter som manager for Manchester United. Han er, sammen med Arsène Wenger, blevet optaget i Premier League Hall of Fame.

Den mest vindende manager i Premier Leagues historie, Sir Alex Ferguson, er i dag blevet optaget i Premier League Hall of Fame. Sammen med Arsène Wenger bliver han den første manager, som modtager denne hæder.

Se Premier Leagues smukke annoncering af optagelsen af Sir Alex Ferguson lige her. Artiklen fortsætter under videoen.

Sir Alex Ferguson udtaler selv følgende i forbindelse den flotte anerkendelse:

– Jeg er utrolig glad for at blive optaget i Premier League Hall of Fame. Det er en ære, når man modtager anseelse på denne måde. Men det handler ikke kun om mig. Det handler om arbejdet i Manchester United, og det bånd vi havde over mange år. Så jeg er også stolt på vegne af klubben, staben og mine spillere.

– Mit job var at sende fansene glade hjem. Uniteds historie og mine egne forventinger var det der drev mig. Jeg skulle så forsøge at udvikle alle mine spillere og give dem de samme forventninger og så sørge for, at vi kunne gå ud og leve op til dem, fortæller Sir Alex Ferguson.

Premier Leagues administrerende direktør, Richard Masters, udtaler sig også i forbindelse med udnævnelsen.

– Vi er begejstrede for at kunne byde velkommen til vores første to managers i Premier League Hall of Fame. Sir Alex Ferguson og Arsène Wenger har begge bidraget bemærkelsesværdigt til fodboldhistorien i dette land, lyder det fra ham.

Både Sir Alex Ferguson og Arsène Wenger vil blive officielt hædret til en begivenhed i maj. Her vil de modtage en medalje med deres navn indgraveret. Ydermere vil de modtage 10.000 pund af Premier League, som de skal tildele til et velgørende formål efter eget ønske.

Der er i forvejen en række tidligere store personligheder fra Manchester United, som er en del af Premier League Hall of Fame. Der er her tale om Peter Schmeichel, Roy Keane, David Beckham, Paul Scholes, Eric Cantona og Wayne Rooney.

1 kommentar
  1. Så smukt og i den grad fortjent at Sir Alex kommer i Hall of Fame og meget passende med hans største rival igennem så mange år.

    Fantastisk video med Sir Alex, mit hjerte både smiler og græder, jeg blev forelsket i Manchester United i 1977 og måtte i mange år lægge ryg til alle mine venners hån da de alle var Liverpool fans, og kun engang imellem kunne jeg løfte hovedet højt efter en Cup triumf, og så kom Sir Alex til klubben og efter en første sæson som var rædsom begyndte der at forme sig noget der lignede noget.

    Sidste sæson i 1.Division kæmpede vi ned Leeds om titlen men de havde en efter sigende besværlig franskmand på holdet og han var bare god, som i særklasse deres bedste mand, og Leeds vandt mesterskabet foran os.

    Sir Alex lavede derefter nok sin bedste transfer nogensinde og købte den besværlige franskmand, navnet var Cantona, senere kendt som The King og krydderet Schmeichel fik vi lige præcis det vi manglede, resten er historie og de næste 20 år var det mig der gav tilbage med spot og spe til alle mine venner, Liverpool var ikke engang i nærheden af United og langsomt men sikkert åd vi os ind på deres 18 (nu 19) mesterskaber og fra 7 stk til 20 og ny rekord.

    GGMU – long live Sir Alex Ferguson ❤🖤

Kommentarer er lukket

Forrige artikel

Afstemning: Hvem er månedens spiller for marts?

Næste artikel
Marcus Rashford mod Burnely

Rashford langer ud mod 'fake news': Komplet nonsens!

ANNONCE