Solskjær: Pogba var ikke klar til at spille

Mange havde nok forventet, at Paul Pogba ville vende tilbage i Manchester Uniteds startopstilling for første gang siden sin skade i gårsdagens opgør mod Burnley. Sådan gik det dog ikke, og franskmanden var end ikke at finde i Solskjærs trup til kampen.

Pogba kom på banen i midten af anden halvleg i nederlaget til Watford den 22. december og spillede ligeledes en hel halvleg i hjemmebanesejren over Newcastle på Boxing Day.

Derfor var der i går lagt op til, at Pogba nu skulle være en del af “De Røde Djævles” startopstilling. I Newcastle-kampen blev Scott McTominay tilmed skadet, hvorfor det syntes oplagt, at franskmanden skulle ind og erstatte den arbejdsomme skotte.

Til manges overraskelse var Pogba dog ikke at finde på Turf Moors græstæppe lørdag aften. Det skyldes ifølge Solskjær, at Pogba ikke var kampdygtig efter to opgør på få dage.

– Han har været ude i et stykke tid, og han havde det ikke helt godt – han reagerede efter kampen mod Newcastle. Derfor vil vi give det tid og gøre ham klar til næste gang, fortalte Uniteds norske manager blandt andet til Sky Sports efter sejren over Burnley.  

– Han var ikke klar idag, fordi han har ikke deltaget i så mange kampe. Han har haft to optrædener på tre dage. Så han behøvede sandsynligvis blot en dags mere restitution.

Solskjær afslørede også, at McTominay højst sandsynligt er ude i op til fire uger. Der er derfor gode muligheder for at se Pogba i startopstillingen inden længe, hvis udtalelserne fra United-manageren holder stik.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Maguire: Vi gav ikke mange chancer væk

Næste artikel

Brandon Williams kåret som kampens spiller mod Burnley

ANNONCE