Wayne Rooney skal måske være meget glad for, at han ikke kan forstå spansk. Tirsdag morgen kunne han nemlig have risikeret, at få morgenkaffen galt i halsen, hvis han havde læst den spanske avis Marca. Her bliver Rooney beskrevet som en ”fregnet dæmon” og en ”hooligan” af den kække Madrid-baserede avis. Det skriver the guardian.
Et stort billede af Rooney fylder forsiden med overskriften ”El Coco”, der bedst kan oversættes til dansk med ”bøhmanden”. Og inde i avisen skriver journalisten Hugo Cereoze, at Rooney mest af alt ligner en regulær hooligan.
– Wayne Rooney er en fodboldspiller blandet med en hooligan. Hvis man blot kiggede på ham, ville man tro, at han var en af de 4.000 øldrikkende britiske fans, der råber op mens, at de prøver at springe over køen for at komme ind gennem port D, skriver Marcas Hugo Cereoze.
Har en høne at plukke med Rooney
Marca, som følger Real Madrid i tykt og tyndt, skaber spændinger op til den vigtige kamp ved at opfriske Rooneys tidligere møder og fejder med Reals spillere. Kigger man tilbage på historien, er der også for alvor lagt op til tumult omkring Rooney.
– Men når Rooney løber ud på Bernabéus græstæppe, vil han stå over for spillere, der har en høne at plukke med ham. Pepe, Ricardo Carvalho, Casillas og Cristiano Ronaldo har mulighed for at genopleve deres møder med den engelske ”bad boy”, skriver Marca.
Under VM i 2006 fik en ung Wayne Rooney det røde kort for England ved at træde på Ricardo Carvalho. Rooney nåede under episoden også at skubbe Ronaldo væk, da portugiseren kom over for at diskutere med dommeren. Desuden blev Ronaldo efterfølgende set i at blinke ud til Portugals bænk, som havde han sørget for dommerens beslutning.
United-angriberen har også langet ud efter forsvarsspilleren Pepe. I sidste sæson tweetede Rooney, at Pepe var en idiot, efter at han trådte på Lionels Messis hånd.