Den 4. december kunne man på OldTrafford.dk læse, at det danske rejseselskab Sportenrejser.dk var havnet på en liste over billetudbydere, som Manchester United fraråder. Mindre end en uge senere blev de dog taget af listen igen efter selskabet havde været i kontakt med Manchester United.
– Det gav overhovedet ingen mening. Vi benytter kun officielle agentbureauer godkendt af Manchester United. Ellers har vi i perioder direkte aftaler med Manchester United omkring fodboldbilletter. At vi kom på listen er imod alt, hvad vi står for, siger Ivan Bøgeskov, Sportenrejser.dk’s direktør.
Han kom øjeblikligt op i det røde felt, da han så listen og kontaktede straks Manchester United. I en lang mail opridsede han, at Sportenrejser.dk har været officiel partner siden 2008, og at de ”aldrig har solgt en ulovlig billet” på nogen af selskabets fodboldrejser.
Sportenrejser.dk har en agentkontrakt hos de største officielle agentbureauer, hvilket vil sige, at deres status hos United er ”reseller”.
– At det her kom ud på Manchester Uniteds hjemmeside og på OldTrafford.dk er potentielt ekstremt skadeligt for vores forretning. Det er skandaløst, siger Ivan Bøgeskov.
Ivan, fortæller at Manchester United har givet Sportenrejser.dk og andre større officielle billetagenter en undskyldning. Dialogen med Manchester United er nu mundet ud i, at Sportenrejser.dk skal hjælpe klubben med at identificere ulovlige billetsælgere i Danmark og Skandinavien.
OldTrafford.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Manchester United om sagen.
Tjek vores rejseguide, inden du skal til Old Trafford næste gang.