Stærk første halvleg gjorde udslaget

David Moyes’ tropper tog sejren ude mod Fulham efter en god præstation inden pausen.

Manchester United var i fodboldhumør fra første fløjt, da Craven Cottage dannede rammerne for kampen mellem Fulham og de forsvarende mestre. 

Der skulle gå små ti minutter før gæsterne kom i front. Det gjorde de ved Antonio Valencia, der blev sat i scene af Wayne Rooney.

Godt ti minutter senere var den gal igen i Fulhams ende, da Uniteds vidunderbarn, Adnan Januzaj, satte Robin van Persie op til en 2-0-scoring.

Det blev også 3-0 i første halvleg, og denne gang var van Persie i oplæggerens rolle, da han fandt Wayne Rooney, der sendte bolden i nettet bag Maarten Stekelenburg. 

Manchester United kunne altså gå til pause med et glimrende udgangspunkt, og det lignede ikke umiddelbart, at hjemmeholdet kunne true udeholdet. 

David Moyes valgte noget utraditionelt at benytte sig af alle tre udskiftninger i pausen. Ud røg Rafael, Cleverley og Evans og ind kom i stedet Smalling, Kagawa og Fellaini. 

Det betød også en anderledes opstilling, opbygning og spillemåde, hvorfor United kom lidt langsomt fra start efter pausen. 

Det gav hjemmeholdet mere boldbesiddelse, og med den fik de heldigt reduceret til 1-3 med 25 minutter igen. 

Alexander Kacaniklic, der netop var kommet ind, prøvede lykken og Wayne Rooney var uheldig at rette den af ind i eget net. Svenskeren blev dog noteret for målet. 

Det gav Fulham blod på tanden, og modsat blev Manchester United lige mindet om, at kampen på ingen måde var vundet endnu. 

Med fem minutter igen kunne Fulham for alvor være kommet tilbage i kampen, da Dimitar Berbatov fandt Darren Bent på fjerneste stolpe, men angriberen headede på overliggeren. 

Det var sidste chance i kampen, hvorfor Manchester United fik en fornem udesejr, som skyldtes en fremragende første halvleg. 

Forrige artikel

Startopstillingen mod Fulham

Næste artikel

Moyes: Fuldt fortjent sejr

ANNONCE