Uhørt mange skader, bryllupsdanse, basketball i Miami og særprægede kommentarer fra agent og brødre har i løbet af sæsonen sat godt gang i rygterne om et muligt Pogba-salg til sommer.
Uniteds tidligere forsvarsklippe Jaap Stam appellerer dog til, at man ser bort fra sæsonens kritikpunkter og i stedet fokuserer på at beholde Pogba og bygge holdet op omkring hans kreativitet.
– Jeg ville meget gerne se Paul [Pogba] blive, fordi jeg mener, at han er en kvalitetsspiller, fortæller Stam til Goal.com.
– Folk forventer meget af ham, og der er en masse kritik af ham. Nogle gange kan du sige, at det er fair, men andre gange er den kritik han får ikke korrekt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad der vil ske. Han har brug for at komme i form først, men jeg ville være glad, hvis han blev og spillede en sæson mere.
– Pogba er en spiller, der er kreativ, der ønsker at spille lidt på sin egen måde, og sommetider skal du give ham den lille smule frihed.
Der er blevet snakket meget om, hvordan Uniteds midtbanekonstellation skal se ud, hvis klubben formår at holde på Pogba. Her ser Stam ikke Fred indgå selvom brasilianeren har mødt meget ros i løbet af sæsonen.
– Hvis man ser på Fernandes, Pogba og McTominay, synes jeg, at disse tre sammen på midtbanen kunne være meget interessante, fortæller Stam.
– Fernandes kunne spille på nr. 10, og Pogba kunne spille som en af de to bagvedliggende midtbanespillere.
Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.