Phil Jones har gjort det fremragende efter skiftet til Manchester United. Flere var kritiske, og mente ikke han ville få mange kampe i år. Han har spillet fantastisk indtil videre, og spillet nærmest fast allerede. Desuden er han kommet med på det engelske landshold.
Jones får rosende ord med på vejen af en af rivalerne i forsvaret, Micah Richards, der til daglig spiller for naboen City.
”Phil Jones bliver anfører for England en dag. Han kan sagtens spille på midtbanen også. Han har det hele. Tempo, han læser spillet godt og er stærk med bolden”, siger Richards til The Guardian.
Richards har selv i flere omgange været rygtet til United, men repræsenterer stadig de blå i Manchester. Han blev den yngste forsvarsspiller til at repræsentere England, så Richards ved hvad han snakker om, når det drejer sig om at udvikle sig videre fra at være et ungt lovende talent.
Micah Richards mener samtidig, at Phil Jones valgte rigtigt i at skifte til United, og at han er i den helt rette klub.
”Han er i den rette klub, fordi Sir Alex Ferguson er dygtig til at anvende de unge spillere”, roser Richards.