Foto: Marc Atkins/Getty Images
Der var en række ret bemærkelsesværdige udtalelser fra Manchester Uniteds hollandske manager, Erik ten Hag, på pressemødet forud for kampen mod Fulham fredag aften.
Ten Hag bekræftede både, at klubbens to nye forstærkninger, Matthijs de Ligt og Noussair Mazraoui, er en del af kamptruppen i PL-åbneren, og at Harry Maguire også er klar til at spille.
Selvom det har set værre ud tidligere på året, så er der stadig en række profiler, såsom Luke Shaw, Rasmus Hojlund, Tyrell Malacia og Leny Yoro, der er ude med skader. Alligevel er Ten Hag fortrøstningsfuld.
– Udfordringerne er der, men det handler ikke om de spillere, der ikke er til rådighed. Som jeg sagde sidste sæson, handler det om de spillere, der er til rådighed, og vi har en god gruppe. Vi kan stadig træffe nogle stærke valg og stille med et stærkt hold; så det vil vi gøre, udtaler hollænderen.
Selvom Ten Hag har fået nye muligheder i truppen, så mener han ikke, at man er der, hvor man skal være på nuværende tidspunkt.
– Vi kender vores mål og vores måde at spille på, og at vi er på rette vej med to vundne trofæer. Nu skal vi integrere de nye spillere, hvor vi mener de kan forbedre holdets måde at spille på og niveauer; og så tager vi den derfra. Jeg har altid meget høje forventninger, men vi vil gå efter trofæer.
– I starten af sæsonen skal du ikke smide point, men arbejde hårdt og sørge for, at du er godt organiseret både med og uden bolden; det giver dig den bedste chance. Men vi er ikke 100 procent i topform, og det er noget vi skal forbedre fra kamp til kamp, så vi kan få højere præstationsniveauer i holdet og de individuelle spillere. Så må vi se, hvor hurtigt vi kan komme ind i denne proces, udtaler Ten Hag og peger samtidig på, at det er en problemstilling, flere klubber har.
Mazraoui passer godt til engelsk fodbold
På pressekonferencen kom Ten Hag ligeledes ind på Mazraoui og hvad han kan bidrage med.
– Jeg mener, han er en spiller, som er ret svær at sætte under pres. Det er især i engelsk fodbold en god ting at kunne. Der er altid pres på bolden, og han er en spiller, hvor en af hans nøgleegenskaber er, at det er meget svært at presse ham, fordi han er god til at finde løsninger.
– Med Mazraoui har vi en ekstra, der kan udfylde venstre backen, så længe Luke Shaw og Tyrell Malacia ikke er tilgængelig, udtaler Ten Hag og påpeger, at både Licha Martinez og Diogo Dalot kan spille den position.
Zirkzee mangler minutter
Udover Matthijs de Ligt og Noussair Mazraoui kan klubbens offensive forstærkning, Joshua Zirkzee få sin debut fredag aften mod Fulham.
– Jeg tror, han er tæt på at kunne starte, men det er uheldigt, at vi ikke havde ham med på vores preseason. Vi har brug for kampe, som vi kan gøre ham en del af.
– Hvis du ser på hans baggrund, var han skadet i de sidste måneder hos Bologna, men blev alligevel udtaget til Hollands trup, der gjorde, at han ikke kunne komme før. Så ingen kampe er hans problem i øjeblikket.
– Men nu er det hans tredje uge i træning, og hans konditionsniveau er forbedret. Men han har brug for flere minutter, og da han ikke kunne få det i træningskampene, er det i ligaen, han skal have disse.
Den hollandske forbindelse
Ten Hag blev også spurgt ind til de mange indkøb med hollandske forbindelser.
– Først og fremmest er det klubbeslutninger, ingen af dem var kun min beslutning. Det er altid bakket op eller endda bragt på banen gennem talentspejdere, rekruttering, den tekniske direktør eller sportsdirektøren.
– Det er en beslutning, der er taget af mere end kun en person. Men, nogle gange, ved du også, at spillere og personligheder skal passe ind i økonomien.