Torsdag aften efter kampen mod FC Sheriff mødte Erik Ten Hag pressen som optakt til søndagens opgør mod West Ham United.
Ten Hag forventer sværere modstand i forhold til torsdagens modstander.
– På søndag (i morgen, red.) møder vi højere kvalitet. Forsvaret er bedre, fysisk er de bedre, teknisk er de bedre, så det bliver svært, fortæller ten Hag ifølge manutd.com.
– Vi bliver nødt til at være virkelig gode på bolden og være virkelig dynamiske for at finde rummene. Vi er opmærksomme på, at vi må være gode, fordi de er gode på kontraene. Kampen (mod Sheriff, red.) var god opvarmning, men på søndag bliver det meget sværere. Det er vi opmærksomme på, uddyber hollænderen.
Cristiano Ronaldo var tilbage på holdkortet, efter han var udeladt fra kamptruppen mod Chelsea, men vendte tilbage torsdag aften, da han scorede til 3-0 mod FC Sheriff. Da pressen spørger ind til, om Ronaldo igen vil være at finde i startopstillingen på søndag, undlader hollænderen at røbe alt for meget.
– Jeg har ikke et europæisk hold, og jeg har ikke et Premier League-hold. Jeg kigger på modstanderne og vurderer, hvad vi har brug for mod den modstander, og nu må jeg fokusere på West Ham på søndag, og så vil vi vælge startopstilling, men vi skal også have en plan B eller en plan C i baghånden. Det er, hvad vi har brug for, for at vinde kampe – Vi behøver ikke kun 11 spillere, vi har brug for hele truppen, fastslår ten Hag.
Ten Hag gav også en opdatering på skadessituationen i Manchester United-truppen, hvor Donny van de Beek og Harry Maguire nu er tilbage, mens Anthony Martial stadig er igang med genoptræningen efter sin rygskade.
– Jeg håber (at få Martial tilbage før VM, red.), og han laver fremskridt. Han sidder stadig udenfor, hvor han arbejder på sagen.
Mens Martial fortsat sad ude, vendte Harry Maguire og Donny van de Beek tilbage i torsdagens kamp til hollænderens tilfredshed.
– Han (Donny, red.) har været ude i lang tid, så jeg er glad for at kunne give ham nogle minutter, fordi han skal komme i den rette form. Han bliver nødt til at arbejde sig tilbage. Han har ikke engang trænet en uge, og det samme gælder for Harry Maguire, så jeg var virkelig glad for at kunne bringe Donny og Maguire ind, fordi vi har brug for dem i de kommende uger.
– Når man analyserer sæsonen indtil nu, så skal han nok få chancen, hvis han er tilgængelig. Vi mangler mål, og jeg ved, at Donny er virkelig god til at komme i positionen til at score, og så er han god i de defensive omstillinger.
Manchester United og West Ham spiller i morgen kl. 17:15 på Old Trafford.