Foto: Ash Donelon, Getty Images
Manchester United er ikke kommet godt i gang i den nye sæson i Premier League.
Åbningskampen endte godt nok med en 1-0 sejr over Fulham, men siden har man tabt til både Brighton og Liverpool.
Den forsigtige optimisme, der har præget sommeren, synes nu at være afløst af nye snakke om trænerfyringer og krisetilstande.
Midt i al negativiteten er der dog også noget positivt at spore. The Athletic har nemlig vurderet de 20 Premier League-klubbers transfervinduer, og det er med United på førstepladsen.
Plads 20-11
The Athletic peger på Newcastle som vinduets helt store tabere. Her fremhæves blandt andet købet af danske William Osula, som ikke fik scoret i 21 Premier League-kampe for Sheffield United sidste sæson.
Leicester, Everton, Bournemouth, Crystal Palace, Wolves og Brentford følger efter på pladserne 19 til 14.
På 13. pladsen finder vi Tottenham, hvis nye angriber Dominic Solanke beskrives som et muligt ‘One Season Wonder’ med 19 mål i 38 kampe for Bournemouth. Efter kun 10 mål i 96 kampe i de foregående sæsoner.
Manchester City kommer på 12. pladsen med afgangen af Julian Alvarez og tilgangene af Savinho og Ilkay Gündogan.
Imens kommer Liverpool ind som nummer 11 med Giorgi Mamardashvili og Federico Chiesa som de eneste tilgange. Deres jagt på Martin Zubimendi viste sig at være forgæves, og derudover er trioen Virgil van Dijk, Trent Alexander-Arnold og Mohamed Salah alle på vej ind i det sidste år af deres kontrakter.
Plads 10-6
Southampton rangeres på en 10. plads i sit forsøg på at genetablere sig i Premier League. Imens er Arsenal nummer 9 med tilgangen af EM-stjernerne Mikel Merino og Riccardo Calafiori. Mediet er ellers ikke imponeret over deres ‘desperate’ lån af Raheem Sterling fra Chelsea.
Netop Chelsea lander på 8. pladsen efter 14 tilgange og 18 afgange, og det får næsten 7. pladsen Nottingham Forest til at se konservative ud med kun 11 nye spillere.
Ifølge The Athletic blev det sjettebedste transfervindue begået af Aston Villa, der mistede Douglas Luiz og Moussa Diaby i dyre handler. Spillerne er dog erstattet med Amadou Onana og Jaden Philogene, mens Ian Maatsen også er kommet til.
Plads 5-2
I top 5 finder vi Ipswich, der har hentet et par nedrykkere fra Burnley samt talenter fra Chelsea og Manchester City i form af Omari Hutchinson og Liam Delap.
Brighton kommer ind som nummer 4 med 9 nye spillere i alderen 18-24 år, heriblandt EM-spilleren Ferdi Kadioglu, Georginio Rutter fra Leeds og den tidligere OB-spiller Yankuba Minteh.
Nummer 3 er Fulham, som erstatter João Palhinha med Sander Berge. Joachim Andersen og de tidligere Arsenal-talenter Emile Smith Rowe og Reiss Nelson er også nye på Craven Cottage.
Julen Lopetegui er kommet godt fra land i West Ham med ligaens næstbedste vindue, ifølge The Athletic. Aaron Wan-Bissaka og Max Kilman til forsvaret, Crysencio Summerville til kanten og Niclas Füllkrug til angrebet.
United på førstepladsen
The Athletic slutter listen af ved at fremhæve Uniteds transfervindue som ‘ligaens bedste’ og kalder alle handlerne ‘logiske’.
Matthijs de Ligt kaldes én af ligaens bedste midtstoppere, og Leny Yoro nævnes at have et kæmpe potentiale. Manuel Ugarte forventes at kunne løse Uniteds store problem på midten af banen, og Joshua Zirkzee bringer konkurrence til angrebet, hvor United ellers er for tyndt besat.
Imens er Noussair Mazraoui hentet som en direkte konsekvens af Aaron Wan-Bissakas skifte til West Ham.
Mediet holder sig ikke tilbage med at rose Uniteds transfervindue. Man påpeger dog også, at Uniteds problem gennem flere år har bestået i at få talentfulde spillere til at fungere som en enhed, der spiller efter en taktisk plan.
Så mens United-ledelsen roses for transfervinduet, er topplaceringen af United også en klar formaning til Erik ten Hag; Nu skal der præsteres.